”Oppe på lærredet var mænd i hvide lægekitler i færd med at føre en ål op i endetarmen på en sort kvinde. Krogh tog sig til hovedet. Hans briller duggede.”
”Jonas’ bog”, s. 64.
Fortælleren er en tredjepersonsfortæller, der følger den ældre herre Krogh. Han har skygget Jonas gennem længere tid. De to har mødt hinanden i Hardcore Himmel, den pornobiograf hvor Jonas arbejder, og hvor Krogh kommer for at se film. Med tiden kommer Krogh dog i højere grad for at studere, hvordan Jonas studerer biografens kunder i mørket, end for de nøgne kroppe på lærredet. Krogh ser Jonas som en slags frelser, en retning i sit eget forhutlede liv. Først i det øjeblik, Jonas’ menneskelighed går op for Krogh, opløses Jonas tiltrækningskræft. Eller gør den?
”Det har altid undret mig, hvad det gør ved en, hvis man hele tiden er udsat for den forvrængning af tingene, man ser i pornobiograferne, hvor man ser det hele og alligevel ikke ser noget som helst,” (Carsten Andersen: Opslugt af romanen. Politiken, 1995-02-06), har Jokum Rohde udtalt i et interview. Den franske psykoanalytiker Julia Kristeva indførte, i en analyse af rædslens magt, forestillingen om det forkastede objekt, abjektet, som fascinerer, frastøder og undslipper normal kategoridannelse. Måske er det det, Jonas er. Et abjekt – og en metafor for pornografien – trækkerdrengen, der lader sine tilbedere se alt uden at se noget.
”Jonas’ bog” er også titlen på en fortælling i Det Gamle Testamente om profeten Jonas, der bliver slugt af en fisk. Romanen har altså bibelske referencer, og Jonas er en frelserfigur. Hvad mennesket vælger at tro på, er et centralt motiv, ikke kun i Rohdes debut, men i hele forfatterskabet.
