Lån på biblioteket

Klokkeren fra Notre Dame

Victor Hugo

104 sider, ill.Udgivet: 1883

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Niels Vestergaard
      cand.mag. og journalist, 2010

    Intro

    En inspirationskilde for romantikken var gotikken med sine uhyggelige skyggespil i middelalderverdenens dystre bygninger og sjælens dunkle krinkelkroge. Victor Hugo fejrer den i “Notre Dame de Paris” fra 1831 (“Notre Dame Kirken i Paris”, 1883, 1930), en rædselsberetning om den forkrøblede krop, klokkeren Quasimodo, og dens stedfar, den forkrøblede sjæl, ærkediakonen Claude Frollo, og deres ødipale strid om den smukke sigøjnerske Esmeralda. Ind imellem falder Hugo ud i lange, lysende essayistiske digressioner, som sætter byen, kirken og fortællingen ind i sine stilhistoriske rammer og får indsatsen på plads. Hugo mener, at folket har skrevet sin historie i bygningsværkerne, indtil trykkekunstens opfindelse. Herefter er bygningskunsten en død sild, og livet findes i bøgerne.

    ”Og sikkert er det at der var en art mystisk, forudgående harmoni mellem denne skabning og denne bygning. Når han som helt lille krumbøjet og i små sæt slæbte sig gennem dens hvælvingers mørke, lignede han med sit menneskelige ansigt og sin dyriske legemsbygning et kryb, der var bestemt til disse mørke, fugtige klinker, som skyggen fra de romanske søjlehoveder aftegnede så mange besynderlige figurer på.”

    “Klokkeren fra Notre Dame”, s. 180.

    I centrum af romanen står den pukkelryggede og enøjede Quasimodo, som har sprængt trommehinderne under udøvelsen af sit job som klokker ved Notre Dame-katedralen. “Helgenerne var hans venner og velsignede ham; uhyrerne var hans venner og beskyttede ham.” (side 184) Han lever som en skyggeagtig forlængelse af det imposante, men dystre bygningsværk. Hans adoptivfar er katedralens ærkediakon Claude Frollo, som bag en streng livsførelse gemmer på en uforløst liderlighed, som forplumrer sjælen og forvandler ham til bogens sande dæmon. Quasimodos store kærlighed, den smukke sigøjnerpige Esmeralda, er genstanden for Frollos begær.

    Trekantsdramaet udvikler sig med sideforskydninger og overbygninger. Der er satiriske, sine steder gedigent morsomme og underfundige indblik i retssalene, den højere borgerstand og kongegemakkerne. Der er gyselige rundture i middelalderens Paris med sine snævre gyder og skidne hob af fattige. Fortællingen og persongalleriet er frodigt ornamenteret som Notre Dame-kirken, og de spejler på eventyrlig vis hinanden hele vejen igennem.

    Den ordrette oversættelse af bogens franske originaltitel er “Vor Frue i Paris” og henviser dermed direkte til Notre Dame-kirken i Paris. Men titlen kan også tolkes som en dedikation til romanens kvindelige hovedperson, sigøjnerpigen Esmeralda, som klokkeren Quasimodo og bogens øvrige personer kredser om.

    Det var i Hollywood-filmatiseringer fra 1920’erne og 30’erne, at man fandt på at kalde Victor Hugos historie for “The Hunchback of Notre Dame” – dvs. pukkelryggen fra Notre Dame – som så på dansk er blevet til “Klokkeren fra Notre Dame”.

    Victor Hugo

    Romantikken gav os nogle af Europas store historiefortællere, den uforlignelige skotte Sir Walter Scott , der skrev “Ivanhoe”, og den ikke mindre fortrinlige franskmand Alexandre Dumas med “De tre ...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger