Lån på biblioteket

Kupé nr. 6

Rosa Liksom

205 siderUdgivet: 2013

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Anne Vindum
      cand.mag., august 2023

    Intro

    To meget forskellige personer i en togkupe på rejse mellem Moskva og Mongoliet er ramme for Rosa Liksoms kammerspil ”Hytti nro 6” fra 2011 (”Kupé nr. 6”, 2013). Pigen, en ung finsk arkæologistuderende, og manden, en 45 årig russer, tilbringer endeløse døgn sammen i den lille kupé, mens et mistrøstigt Sovjetunionen anno 1986 suser forbi uden for de beskidte vinduer. Hun er på vej til Ulan Bator for at studere helleristninger, mens han er på vej til arbejde på en byggeplads. Hun er tavs og eftertænksom, han ævler uafbrudt om sine erobringer og bæller vodka som en stolt russer. Hun har forladt en kompliceret kærlighedstrekant i Moskva: efter at hendes kæreste Mitka blev indlagt på psykiatrisk afdeling, indledte hun et forhold til hans mor. Manden er lige dele galant og ubehøvlet, og pigen afskyer ham til en start. Da hun senere kommer i vanskeligheder, bliver han hendes trygge redning, og begge parter bliver klogere på sig selv i løbet af turen.

    ”Mod nord har man rensdyr, og i Grusien presser man vin. Her har vi de nordlige tundraer og uendelige skove. Mod syd de vide stepper, mod sydøst sandørkener, og i Kaukasus troner vældige bjerge med bjergpas imellem. (…) Krims kyster og Hvideruslands moser. Russerdans i bastsko langs Volga, tjetjenernes hujende kædeleg, jakuternes shamantrommer, tjuktjiernes, ainuernes, samojedernes og korjakkernes rensdyr, kalmukkernes får, kasakhernes sabler, skinke fra Tambov, sterletter fra Volga og æbler fra Rjazan.”

    ”Kupé nr. 6”, s. 135.

    Ud fra deres historier og blikket ud ad vinduet fremskrives i en konkret prosa et slidt, fattigt og korrupt Sovjetunionen: 19-etagers ejendomme, forladte fabrikker og en smadret natur.

    I byerne er der lange køer til madbutikker, og vodkaen fås kun uautoriseret. Landskabet er ensartet, men ændrer sig i takt med lyset, som der står (s. 47), og ved at bruge de samme vendinger gennem romanen efterligner den vinterrejsens entonale ensformighed, der ender i et piblende forår i det farverige Mongoliet. Generelt er naturen personificeret, og den til tider lidt kæphøje fortæller laver tossede sammenligninger (en kvinde ”var på størrelse med en bladkiosk”, s. 104) og har en ironisk distance til et sløjt hotelbadeværelse med ”forfriskende koldt vand ud af begge haner” (s. 169).

    Som Rosa Liksom fortæller, repræsenterer den tavse kvinde Finland og den snakkende mand Rusland: »Jeg ville give et billede af Ruslands historie via Vadim, og derfor fandt jeg på at blande russiske klassikere ind i hans talestrøm. Vadim har været i tvangsarbejdslejr, han er en almindelig kriminel, en morder, der har myrdet sin kæreste, han er ikke dissident. Men i Rusland havde også kriminelle stor viden om litteratur, for i lejrene var der dissidenter og poeter og intellektuelle, og det betød, at også de almindelige kriminelle fik intellektuelle kundskaber.« (Karen Syberg: ’Alle er både gode og onde’. Information, 2013-08-26).

    Rosa Liksom

    Finlandssvenske Rosa Liksom skriver med den laplandske natur som nerve i sine historiemættede og menneskekloge værker. Fra forfatterskabets første og lidt dystre fortællinger til den filmatiserede ...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger