”Min hud er en container af/ erindring og kød, dine kys/ sidder stadig i min sult. Jeg ved ikke hvad det betyder/ når jeg drømmer/ at tombolamanden kalder mig LUDER”
“Lige mig”, s. 18.
Digtsamlingen er inddelt i seks dele, og dertil kommer introdigtet “Nåh, lille vovse”, der sætter temaerne i spil: det handler om hunden, menneskets bedste ven. For eksempel kan hunden trøste den trøstesløse igennem personificering. Men ligesom mennesker, der elsker hinanden og kan gøre skade på hinanden, kan forholdet mellem menneske og hund også være destruktivt. I digtsamlingen serveres en virkelig historie om en mand, der kørte af sted i sin bil med hunden bundet bagefter, så den fik slidt poterne af. Og om en hund, der bed sin ejers ansigt af.
Helt centrale temaer i værket er ensomhed, længsel og (uforløst) begær. Som det hedder i følgende vers fra digtet “Jeg er begyndt at tale med mig selv”: “nu/ er jeg foldet helt ind i ensomhed, ligesom/ et par/ strømper som nogen har lagt sammen”. Ved at lade ‘et par’ danne et vers, markerer digterjeg’et savnet af at danne par. Eller i digtet “Nej, jeg bliver aldrig undertøjsmodel”, hvor det hedder: “hvad angår kærlighed/ er jeg kynisk, alligevel/ bliver jeg ved at flyve ind i mit besværlige begær/ som et forvirret insekt der igen og igen/ kaster sig/ mod et vindue i et brændende hus.”
I samlingen går jeg’ets drøm om et hus, der brænder, for øvrigt igen som en foruroligende påmindelse om jeg’ets krop, der står i længslernes og begærets lyse lue. Desuden går fortællingen om DØDSLÆGEN, børnelægen Elisabeth Wæver, der slog sin elsker og dennes kone ihjel, igen i digtsamlingen som en påmindelse om, at kærlighed kan gøre vanvittig.
Som i de øvrige digtsamlinger er sproget energisk og hverdagsligt, men fyldt af små spændstige sprogperler, og med stor udsigelseskraft tematiseres det menneskelige begær, og hvad der kan ske, når det forbliver uforløst.
