”Balsam efter at bladene er forandrede, efter at markerne/ er blevet høstet og vendt./ Fortæl mig dette er fremtiden/ jeg vil ikke tro dig./ Fortæl mig jeg er levende,/ jeg vil ikke tro dig.”
”Averno”, s. 23.
En gennemgående tråd i digtene er grænsefeltet mellem liv og død, hvor forårets håb og genfødsel står i skarp kontrast til efterårets melankoli og forfald. Dette kommer til udtryk som en nostalgisk længsel og refleksion over det forgangne: ”Dette er efterårets lys, ikke forårets lys./ Efterårets lys: du vil ikke blive skånet (…) Dette er efterårets lys,/ ikke det lys der siger/ jeg er genfødt.” (s. 29).
Gennem de første dele af samlingen reflekterer digtets ”jeg” over barndom og ungdom, for så til sidst at bevæge sig ind i livets efterår, hvor tanker om alderdom, kremering og testamente dukker op. Årstidernes skiften anvendes således også som en måde at beskrive livsforandringer, herunder overgangen fra barndom til voksenlivet: ”Pigen som forsvinder fra dammen/ vil aldrig vende tilbage. En kvinde vil vende tilbage/ og lede efter den pige hun var.” (s. 113).
Louise Glücks digte kombinerer konkrete observationer af naturen med mytologiske fortællinger og drømme om det hinsides. Hun inddrager referencer som Persefone og Hades fra den græske mytologi til at udforske temaer som tab og sorg, samtidig med at hun argumenterer for, at sorg er en forudsætning for glæde; kun i døden kan man undgå smerte, fordi der heller ikke er glæde: ”Han ønsker at sige jeg elsker dig, intet kan skade dig,/ men han tænker/ det er en løgn, så til sidst siger han/ du er død, intet kan skade dig.” (s. 133).
