”I et hjørne står de og mundhygges / om hvis tur det er ved indpakningsbordet. / Temperaturen er stødt stigende / og den klæbrige lugt af brændte mandler / hænger i butikkerne.”
”Livsstil”, s. 21.
Ovenstående citat er taget fra ”Debutantens første digt”, der mimer en ung firserdigters vrede billedmættede stil, hvor der skydes med skarpt mod det anklagede ”I”: Tidsånden. F.eks. har dette ”I” valgt ”at lade fjernsynet melde ud / for jeres lade lixtals skyld.” (s. 82). Tiden er dum, og folk har glemt, at alt har en ende, selv livet. Derfor opfører man sig dekadent og hovent for lånte penge.
Digtsamlingens titel, ”Livsstil” refererer naturligvis til et af 00'ernes store buzzwords, men for Boberg er livsstil blot en camoufleret form for tomhed: ”Jeg vil kun skrive et eneste knaldhårdt digt / for den tavshed I har proppet med jeres livsstil.” (s. 103), som det lyder i ”Debutantens sidste digt”.
Her antager digtene nærmest karakter af kampskrift eller manifest, hvor poesien er en modgift mod tidens silikonepatter, firkantethed og kunstige spiritualitet (”I er begyndt at gå i kirke, men tror ikke rigtig”, s. 103).
Denne aversion mod et af forbrugsfestens symboler, indkøbscentret Fisketorvet i København, ses tydeligt i digtet af samme navn, hvor vi får en beskrivelse fra juletravlheden: ”Svingdørene / er lige så kyniske som de unge arvinger. / Ingen kommer tilsyneladende ud, / men indædt er kampen / for at slippe ind / i denne kreds af helvede” (s. 21).
Hvis forbrugsfesten virkelig har gjort os så hjernedøde, at vi maser på for at komme i helvede, så har verden virkelig brug for noget poetisk sandhed. Eller, som det lyder et andet sted: ”Slibe tankens flugt til lyn” (s. 40).
