”Så gider jeg ikke høre mere på jer, siger bondemanden og finder en stor pose frem. Imens tømmer tyven hele huset, men bondemanden opdager ingenting – han jagter sine gæs i laden i morgen bliver I alle sammen kørt på slagteriet, siger han og klapper på posen.”
”Skræp!”, s. 17.
Postyret bliver uudholdeligt for bondemandens kone, der ender med at flytte fra gården. Om natten kan bondemanden ånde lettet op, for der går gæssene til ro, men en nat lister en tyv ind på gården. Gæssene vågner og alarmerer bondemanden, men det forstår bondemanden ikke – han tror, at de bare er ude på ballade igen. Bondemanden mister tålmodigheden, og i stedet for at forsøge at finde årsagen til, at gæssene går amok, jagter han dem ind i laden, imens tyven tømmer huset. Gæssene bliver slagtet, konen kommer tilbage, og selvom tyven har stjålet alle deres møbler, er de alligevel glade for at være genforenet.
Det er ikke kun en historie om ustyrlige gæs. Det er også en kærlighedsfortælling, der skildrer, hvordan ydre omstændigheder kan ødelægge en ellers god relation. Selvom man elsker hinanden, kan der ske begivenheder i ens liv som gør, at man må skilles. For bondemanden og hans kone er kærligheden endnu stærkere end før, konen forlod gården. Deres kærlighed til hinanden er så stærk, at de ikke savner de ting, som tyven stjal. Måske er det ikke så vigtigt, om man har et fjernsyn, hvis bare man har nogle mennesker omkring sig, som man holder af.
Det er en fortælling, hvor læseren har mere viden end karaktererne. Læseren forstår, hvad der sker, det gør bondemanden ikke, og på den måde tematiserer historien også misforståelse og miskommunikation. Er man en gang blevet stemplet som ballademager, farver det andres opfattelse af én.
