Emneord:

Fugle i munden

Samanta Schweblin

250 siderUdgivet: 2019

Lån på biblioteket

Senest opdateret

Maria Høher Larsen
cand.mag., juni 2021

Hovedforfatter

Maria Høher Larsen
cand.mag., august 2019

I novellesamlingen ”Pájaros en la boca” fra 2009 (”Fugle i munden”, 2019) vender Samanta Schweblin vrangen ud på den genkendelige virkelighed. Normale hverdagssituationer forvandles til groteske og surrealistiske scenarier, så det knap nok er muligt at fatte. Det sker i titelnovellen ”Fugle i munden”, hvor en far bliver ringet op af sin ekskone: Datteren er begyndt at spise fugle. Levende og hele – med fjer, ben og næb. Billedet af en pige, der som et dyr fortærer et andet levende væsen, vækker ubehag og sprænger rammerne for vores forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Men som datteren siger til sin far, så spiser han jo også fugle. Med andre ord er mennesket også blot et dyr neden under vores civilisatoriske fernis. Og netop dén indsigt er et omdrejningspunkt i novellesamlingen, hvor menneskets vold – mod både mennesker og dyr – er et genkommende motiv.

”Jeg kunne ikke se, præcis hvad hun lavede. Fuglen peb, og hun anstrengte sig et øjeblik, måske fordi fuglen prøvede at slippe væk. Silvia holdt sig for munden. Da Sara vendte sig om mod os, var fuglen væk. Der var blod på hendes læber, næsen, hagen og hænderne. Hun smilede forlegent, hendes mund bulede ud, og hendes røde tænder tvang mig op at stå. Jeg løb ud på badeværelset, låste døren og brækkede mig ned i toilettet.”

”Fugle i munden” i ”Fugle i munden”, s. 42.

Voldens væsen får sit reneste udtryk i ”Benavides’ tunge kuffert”, bogens sidste novelle, hvor Benavides opsøger sin læge Dr. Corrales med en kuffert, hvori hans kone ligger død. Han har slået hende ihjel. Men da Corrales får indblik i sin patients forbrydelse, lykønsker han Benavides og tilkalder kuratoren Donorio. De to er enige om, at Benavides med den døde hustru i kufferten har skabt et unikt kunstværk. De bliver enige om at kalde værket ’Vold’, og det ender med at blive en stor publikumssucces.

Denne særegne forbindelse mellem vold og kunst er også en hovedåre i novellen ”Hoveder mod asfalt”, hvor jeg-fortælleren fra barnsben lærer at kanalisere sin vrede over i kunst. Som voksen bliver han berømt for sine malerier af folks hoveder, der rammer asfalten i kaskader af blod, og rigmænd betaler store summer for at få ham til at male deres hoveder i mødet med asfalt. I begge noveller er kunsten og volden på en måde to sider af samme sag: ligesom vold er en form for udtryksmåde, har kunsten det samme potentiale til at lade det undertrykte og fortrængte komme op til overfladen. Dermed peger Samanta Schweblin måske også på, at det netop er menneskets evne til og mulighed for at bruge kunstens rum til at udtrykke sig i stedet for at være i drifternes vold, der adskiller mennesket fra dyret.

Samanta Schweblin

At læse argentinske Samanta Schweblin er som at bevæge sig ind i en drøm eller et mareridt. Børn forvandler sig til sommerfugle, en pige spiser levende fugle, og fortvivlede kvinder i brudekjoler v...

Læs hele forfatterportrættet