Cap with curled gills of a Laccaria laccata (deceiver, lackluster laccaria)
Foto: Dominicus Johannes Bergsma via Wikimedia Commons

Naturen i litteraturen

Intro

Naturen har til alle tider givet næring til litteraturen. I romantikken fik den en sand opblomstring som det sted, den martrede sjæl kunne søge hen for at finde genkendelse og forglemmelse, eksempelvis i Goethes "Den unge Werthers lidelser". Naturen kan være truende og farlig, kulturens opslugende modstykke, som for eksempel i Conrads "Mørkets hjerte". Og den kan også selv blive truet, som i nyere tids klimafiktioner, hvor det er kulturen, som er ved at opsluge den natur, som er grundlaget for alt liv på Jorden.

Dødsbo

Inger Smærup Sørensens debutroman ”Dødsbo” fra 2024 spænder sin lavmælt poetiske fortælling ud mellem stille observation af dugvåde edderkoppespind og kras kritik af de statslige institutioner, der ikke formår at handle på klimakrisen, fordi hensynet til magt og ego vejer højere end vores fælles fremtid. Selvom romanen indvarsler katastrofe og undergang, så efterlader den læseren med et håb om, at noget kan blive anderledes, hvis vi finder en ny måde at være i verden på.

Vild iris

Nobelprisvinderen fra 2020 Louise Glück udforsker menneskelige følelser og forbindelsen til naturen i sin lyrik. Hun anvender symbolske billeder, metaforer og allegorier til at formidle disse følelser og erfaringer, som det blandt andet ses i beskrivelserne af planter og blomster i ”Vild iris” (1992, oversat til dansk i 2022). Gennem planternes forvandling året igennem undersøger hun den menneskelige identitet, og hvordan vi ændrer og udvikler os over tid. Hun bruger ligeledes naturbilleder og mytologi til at udfolde, hvordan mennesker oplever tab, og hvordan de er i stand til at leve videre.

Stigninger og fald

I sin debutroman ”Stigninger og fald” (2010) og i "Alt dette kunne du få" (2021) kredser Josefine Klougart om sin barndom på Mols. I lange sætninger lader hun barnets erindringer, registreringer og associationer flyde; træernes skygge, en myre, der kravler hen over hendes fod, og moren, der med tænderne fjerner en kartoffelskræl fra kartoffelskrællerens blad. I barnets blik er verden et netværk fuld af registreringer, som ikke nødvendigvis giver mening endnu. I "Efter naturen" fra 2023 udfolder hun tanker om naturen i kulturen i et essay, der også dannede den røde tråd i en udstilling af samme navn på Glyptoteket i København.

Vener

I begyndelsen af ”Vener”, som Fie Frydendal Sigersted romandebuterede med i 2022, følger femårige Margit en diskussion mellem sine forældre: Far Holger ønsker sig kirsebærtræer, der kan give frugt til marmelade, mens mor Else drømmer om kaskader af lyserøde blomster. Det bliver Else, der holder fest for de japanske kirsebærtræer og Holger, der indædt fælder dem, da Else er gået hjemmefra. Den slags er romanen fuld af – episoder, der står i egen ret og har en symbolsk betydning. Er naturen til af praktiske hensyn eller bar glæde, hvem skal bestemme over den og hvad siger vores natursyn om os?

Himmerige og helvede

I ”Himmerige og helvede” (2010) skildrer Jón Kalman Stefánsson et lille islandsk fiskersamfund, hvor havet både er det, der giver og tager liv. Det samme kan siges om litteraturen. Bardur bliver så optaget af at læse ”Det fortabte paradis” af John Milton, at han glemmer sin skindanorak, da de skal ud at fiske, og han fryser ihjel med strofer af digtene på sine læber. Hans ven, Drengen, rejser til byen for at give bogen tilbage til den tidligere ejer og finder samtidig her et nyt liv.

Stormfulde Højder

I en af verdenslitteraturens helt store klassikere, ”Stormfulde højder” (1847), er den utæmmede hede kulissen for den altopslugende kærlighed mellem Catherine Earnshaw og den forældreløse Heathcliff. Den rå og upolerede hede er de to børns legeplads, indtil Catherine som ung bliver forelsket i naboens Edgar Linton i sin stræben efter social opstigning. Hendes forræderi mod sig selv og sin kærlighed får Heathcliff til at påbegynde et brutalt hævntogt mod alle, der har gjort ham fortræd.

Moby Dick

Kaptajn Akab på hvalfangerbåden Pequod er blevet lemlæstet af en hval, og nu leder han efter den for at stille sin hævntørst. I romanen skildres hvalfangerlivet, og de detaljerede skildringer af hvalslagtningen er blodig, barsk og makaber. På trods af mange skønhedsfejl er romanen ”Moby Dick – eller hvalen” (1851) blevet en klassiker i amerikansk litteratur, og den bliver læst som et billede på menneskets kamp mod naturen og ikke mindst menneskets kamp mod sin egen destruktive natur.

Det lille hus på prærien

”Det lille hus på prærien”-serien (1932-1943), Laura Ingalls Wilders erindringer om sin barndom i en nybyggerfamilie på prærien, er en klassiker i amerikansk litteratur og giver et indblik i den kultur og de værdier, der har formet forestillingen om den amerikanske drøm. Bøgerne skildrer menneskets kamp mod – men også sameksistens med – naturen: opdyrkningen af jorden, årstidernes skift og indianerne. Det ”vilde Vesten” er livgivende med alle sine ressourcer, men også noget, der skal tæmmes.

Den afskyelige

Et samlende element i Charlotte Weitzes bøger er karakterernes forhold til naturen, og den måde, hvorpå naturen personificeres. I grænseområderne mellem kultur og natur er der en sprække ind til noget overnaturligt og mystisk, og netop i grænselandet mellem kendt og ukendt opstår magien. I den klimakritiske kærlighedsroman ”Den afskyelige” (2016) tager naturen over i et storslået angreb på civilisationen. Og i "Rosarium" fra 2021 smelter planteriget og menneskene sammen.

Arktiske elegier

Livet på Færøerne er et tæt parløb med naturen, der både med sin uforudsigelige skønhed og voldsomhed præger hverdagen og sætter rammerne for menneskelivet. I Heinesens debutdigte ”Arktiske elegier og andre digte” (1921) gennemspilles naturens cyklus, hvori alt forgår, blot for at genopstå: ”Lever du endnu/ som en Planterod,/ dybt i Muldlag gemt,/ Der vil blomstre op/ næste vaade Vaar?”. Også øvrige forfatterskab har udspring i den kompromisløse og evigt fascinerende færøske natur.

Mogens og andre Noveller

Skildringen af naturbarnet Mogens, der kommer til live som karakter i en næsten drømmende sekvens midt i naturen, ”i et hjørne af hegnet”, har ridset sig fast i dansk litteraturhistorie. Her et citat fra den naturbeskrivende impressionisme i åbningsscenen fra ”Mogens” (1872): ”Og saa Mennesket under Egen; han laae og gispede og saae veemodigt, hjælpeløst, op mod Himlen. Han nynnede lidt og opgav det, fløitede, opgav saa ogsaa det, vendte sig, vendte sig om igjen og lod sine Øine see paa et gammelt Muldvarpeskud, der var blevet ganske lysegraat af Tørke. Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet paa det lysegraa Muld, een til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutter lange, mørke Streger, Bladene nikkede og svaiede, og der kom en Susen, der gik over til Syden; det øste Vande ned.”

Inden april

Skyerne, vinden og solen er kompositoriske elementer i Morten Chemnitz’ debutdigte, der foregår i et efterår og i vinteren lige før foråret brager igennem, ”Inden april”(2013). I kølige registreringer af lysets og farvernes forandring, blade og strukturer ”i isen over isen” zoomer teksterne ind på naturens detaljer og stadigt foranderlige egenskaber. ”Det første af dagens tætte gule løftet mod dagen./ Den tunge dug i solen om morgenen med græsset. De sidste tjavset hvide blomster ind mod muren. Selv i solen det voldsomme alene./ I bladene foran. Den gule raslen lidt dæmpet igennem.”

Vildsvin

Tre venner sætter sig for at undersøge og iagttage de smålandske vildsvin, der altid har levet i skovene omkring Hornanäs. Ritve vil filme vildsvinene, men ser dem kun i drømme. Glenn, der venter på næste istid, ser dem smadre sin køkkenhave. Mia længes tilbage til sin morfars fortællinger om vildsvinet Sigga. ”Vildsvin” (2016) stiller blandt andet spørgsmålene: Hvad er forbindelsen mellem vild og kultiveret natur, og kan man leve af søgræs og saltvand en hel sommer?

Videre opdagelse

Klimaforandringer og grøn omstilling

Læs om Klimaforandringer og grøn omstilling på Faktalink.

Filmstriben i naturen

Se film, der på den ene eller den anden måde handler om naturen.