- Andreas Eckhardt Læssøecand.mag., februar 2025
Intro
Melanin er en samlebetegnelse for de pigmenter, der findes i menneskers hår og hud, og som bl.a. har betydning for, hvilken hår og hudfarve mennesker har. ”Melanin” (2019) er også titlen på Mikas Langs debut. Det er digte, der handler om racisme. Det første digt gentager sætningen: ”Jeg kan ikke få vejret”. En sætning, som også var et kampråb i Black Lives Matter demonstrationerne, der fulgte efter politimordet på George Floyd, som sagde sætningen, da en politibetjent knælede på hans hals, indtil han blev kvalt. Ved at bruge denne sætning som omkvæd får digtet også en stakåndet, kværnende kvalitet, en desperation og nødvendighed, der slår tonen an for bogen. Det er en ensom erfaring, men det er også en måde at stille sig sammen med en flok, der anvender dette kollektive kampråb.

Mikas Lang
Mikas Lang skriver digte, essays og romaner, der handler om familie og tilhørsforhold, om at vokse op som sort i majoritetshvide Danmark. Han har en hvid far og en sort, tysk mor, som blev adoptere...