”Så får Knuddi 30 gram hash, og så er han lykkelig, for han har hænderne fulde af mad og blomster, og hvor er der egentlig smukt i Jægersborggade. Knuddi ville være rejst for mange år siden, men så brækkede han nakken, og nu kører han ad de gamle skinner, hvor sporvognene fragtede liv i hovedstaden.”
”Mennesker i en mistbænk”, s. 40.
I samlingens anden novelle ”Vintertræf” er det pludselig blevet vinter, og hvilken vinter: ”Hvis vi siger, den kom som en lagkage, så sad dens hvide flødeskum overalt, på tagryggene, langs fjorden, på stierne. Flødeskummet dækkede de stivfrosne drukkenbolte på bænkene [..] Og træerne langs motorvejen lignede lagkagens knækkede stearinlys[…]” (s. 11). Nej, kulden er ikke særlig kold hos Blendstrup. Novellen præsenterer såkaldt ’koldfrostvæsener’, der sammen med en usandsynlig streng (men venlig) vinter optegner en fantasifuld verden. Gennem en fortælling, der låner fra børnebøgers overekspliciterede metaforik og frie billedunivers, fortæller Blendstrup således spøjst om det moderne Danmarks travle mennesker.
Titlen ”Mennesker i en mistbænk” er et eksempel på en fuldtonet og oprigtig brug af metaforik, som vi ikke finder på samme måde i det senere forfatterskab. En mistbænk er et lavt og delvist nedgravet drivhus, der gødes med komøg. Mistbænken holder på varmeudviklingen fra møget og giver planter gode vækstbetingelser. Når mennesker lever her, er de altså dels i lort til halsen og dels i gode vækstbetingelser. Det er denne tilværelsens dobbelthed, novellesamlingen angiveligt adresserer.
Resten af samlingens noveller kredser om en ”fatalt genkendelig hverdag”, som der står på bogens bagside. Vi præsenteres for Ohm, der samler blod på siderne i sin ’blodbog’. På papir samler han alt det, der i bogstavelig og overført betydning er blod. Væske fra sår og til sidst bare smukke ord.
