”Sort, sort mørke / rødt, rødt blod / en stor, stor plante/ rives op med rod / eller en solsort trækker / en orm op af plænen / trukket op af jorden / revet ud af skødet / af jord er du kommet”
”Når der går hul på en engel”, side 64.
Titlen røber, at der brydes med idealet om den dydige pige, og den peger på kroppens og identitetens uundgåelige sammenhæng, på menstruationen som det kropslige brud, som annoncerer ikke bare voksenlivets komme, men hos Pia Tafdrup også markerer en fødsel som kunster.
Det indledende digt ”Engang”, hvor jeg'et sætter sig på en bænk, som viser sig ikke at være der, slår dette brud an: ”[...]i faldet/ finder jeg mig selv stirrende/ på begrebet ”engang”/ som jeg i så mange år/ af mit liv/ har antaget/ skulle få virkelig eksistens/ på samme måde/ som jeg tror at finde/ den faktiske bænk/ i dette sekund” (s. 9). Her tabes verdensbilledet i faldet, da den solide ”bænk” viser sig ikke at være der. Her ekspliciterer jeg'et et brud med (forældre-)autoriteten, der med løftet om ”engang” har kunnet disciplinere barnet: I faldet er verden vilkårlig, og autoriteterne står for fald. Dette verdenstab og oprør udmønter sig dog ikke i en fuldstændig værdirelativistisk nihilisme, da jeg'et i faldet ikke afviser tanken ”[...]om/ at der måske/ engang/ står en rigtig bænk” (s. 11).
I resten af digtene står forgængeligheden ved det kropslige i centrum. Her findes seksualitet, graviditet og dermed (kunstnerisk) skabelse, men også forgængelighed og død. Afslutningsvist antydes dog en afklaring, hvor tankerne ”sætter sig stille/ et sted i mørket” (s. 70).
Med ”Når der går hul på en engel” markerer Pia Tafdrup som andre repræsentanter for sin generation et brud med halvfjerdsernes etablerede danske digtning, men hun gør det på sin helt egen kropslige facon i undersøgelsen af overgangen fra pige til kvinde. En overgang, hvor også digteren kommer til verden.
