”Syv farver i en regnbue / for at flyve over himlen / som årets første rådyr / i spring over marken.”
”Dronningeporten”, s. 172.
Indledningsvist opleves tabet, men også den kunstneriske frisættelse fra moderens greb i ”Min mors hånd” og herefter ”Ind”, hvor indgangen til det kunstneriske slås an: ”Et hus skal jeg rejse,/ et digt af den lynende sne/ kværnet fra himlen af hjemløs strøm” (s. 14).
”Dronningeporten” består af ni dele, hvor vandet er omdrejningspunkt: ”Dråben”, ”Søen” og ”Floden”, men også flydende menneskelige fænomener som ”Livsvæsker” og ”Badet” for at ende i det nærmest metafysiske med ”Regnbuen”, som følger ”Regn”. Det våde element går igen i både fast, flydende og svævende form, og den foranderlighed markerer på den måde livet selv.
Vandet er livgivende, men markerer også tiden og døden, f.eks. i ”Lektion bag Bladhanget”: ”Lukket er den skole, hvor nattergale dagligt/ indøver sange […]/ Fuglene sidder fanget bag et skråt nålegitter/ vingerne foldet sammen for regnen.” (s. 149). I digtet har regnen en ødelæggende egenskab, der ”farver tonerne,/ der synger bag tindingen”, mens timerne passerer og ”den sidste dræber.”
Selvom huset, som bygges i ”Dronningeporten”s begyndelse, til sidst ligner ”en galeanstalt for engle” (s. 170), finder jeg'et i samlingens sidste digt alligevel gennem digtningen en form for orden på en jord, ”der trækker alt til sig og drikker” (s. 174): ”Over ordene sætter en regnbue sit lysende segl”. Her markerer kunsten en nærmest romantisk transcendens, idet digtenes ord skaber en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske.
”Dronningeporten” indbragte Pia Tafdrup Nordisk Råds Litteraturpris i 1999.
