Lån på biblioteket
Emneord:

    Kapricer

    Harald Voetmann

    95 siderUdgivet: 2000

    Lån på biblioteket
    Senest opdateret
    • Mette Thobo Carlsen
      cand.mag., Ph.d., oktober 2023
    Hovedforfatter
    • Anders Olling
      journalist og cand.mag., 2011

    Intro

    Harald Voetmann debuterede som 22 årig i år 2000 med tekstsamlingen ”Kapricer”. Teksterne er korte og synes skødesløst sammensat, hvilket titlen også antyder: Kaprice betyder 'lunefuldt indfald'. Bogen er umiddelbart en samling af tilfældigheder, som nærmest er kommet til verden for sjov. Samtidig er kapricer titlen på en serie af raderinger fra omkring år 1800 af den spanske maler Francisco Goya, i hvilken han laver en eksperimenterende kritik af et spansk samfund præget af irrationel overtro og kirkelig magt.

    ”Denne plets dybdeskabende mørke kunne kun overgås i udtryksfuldhed af armhulesilhuetterne, de våde hårs fine spor henover lagenet, der selv med min tyndeste kinesiske pensel var umulige at optegne præcist.”

    ”Kapricer”, s. 9.

    Den religiøse lære og lærerens autoritet får da også straks én over nakken i novellen ”Konformationsforberedelse” (”Kapricer”s tredje tekst), men alligevel er de mange fragmenterede tekster et gakket sammenrend af minder, fantasier, absurde scener og metarefleksioner over arbejdet med den store (fiktive) roman om Katharina den Store.

    Allerede i ”Kapricer”s navnløse første korte tekst kommer et af Voetmanns varemærker til syne. Mens vi alle har travlt med at vaske og parfumere kroppens uddunstninger og lugte, lader Harald Voetmann kroppens væsker stå som mindesmærke: ”Der var en ring af orange fedt inderst, i den mørke midte af den svedplamage på sengen, der var din, som om dit hjerte havde udskilt det den morgen.” Her står svedpletten som et mindesmærke over et for læseren ukendt ”dig”, som ikke er der længere. Om det er en forsvundet elsker, et afdødt familiemedlem eller noget helt tredje står åbent, men pletten står som et monument, ”der selv med min tyndeste kinesiske pensel var umulige at optegne præcist.” I åbningsteksten afvises altså kunstnerens mulighed for perfekt at fastlåse mindet, som det faktisk var. Her går Voetmann ind i en antik diskussion om begrebet mimesis: Platon anså kunsten som efterligning af virkeligheden, der ikke helt kunne stå mål med den ægte vare (eller filosofien). Aristoteles derimod havde større tiltro til kunstens evner, men Harald Voetmann synes altså i ”Kapricer” at stå på Platons side.

    Harald Voetmann

    Harald Voetmanns forfatterskab er befolket af grotesk kropslighed og mærkelige eksistenser og er en undersøgelse af det rationelle og det dyriske, det sårbare og det grusomme. En grundpræmis i forf...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger