”For jeg er én tarm og den er mig. Jeg er en vældig, syngende rullekrave af kød, og kunsten er ikke at synge smukkere og mere voldsomt end de andre, men at krybe hen i tilpas øde, åbent landskab før man begynder sangen, så den ensomme vandrer der søger nattely ikke har andre steder at gå hen, og bliver nødt til at træde indenfor, fordøjes.”
”Autoharuspeksi”, s. 52.
En haruspeks var i antikken en form for præst, som fortolkede varsler ved at læse og tolke på dyreindvolde, hvis tegn altså blev tillagt en form for profetisk betydning. Haruspeksen blev ofte brugt af romerne til at tyde fremtiden og blev brugt af vigtige personer som en form for religiøse rådgivere. I titlen tilføjer Harald Voetmann et 'auto-', hvilket betyder 'selv', ligesom en selvbiografi også kan kaldes autobiografi. Altså viser titlen, at ”Autoharuspeksi” er en indre undersøgelse, og at det handler om at tolke sig selv gennem en undersøgelse af ens eget indre.
I samlingens sidste essayistiske tekst ”Skitse til en autoharuspeksiens kulturhistorie” skriver Voetmann, at autoharuspeksen, selvlæseren, skærer sig selv op for at undersøge sit indre. Problemet med denne makabre praksis er imidlertid, at autoharuspeksen ikke vil være i stand til at producere andet end ”grynt, kvæk og rallen”, som så fortolkes af de tilstedeværende, og ”hver enkelt fortolker hælder snart til det ene og snart til det andet alfabet eller overordnede fortolkningssystem, afhængigt af hvilken lobby han repræsenterer” (s. 93).
På den måde er Autoharuspeksien et forsøg på at fortolke eller forklare sig selv. Men omverdenen tolker selvlæserens udsagn i øst og vest. Dermed er Harald Voetmanns egen autoharuspeksi et umuligt projekt. Verden kan ikke forstå den, eller også har Voetmann i ”Autoharuspeksi” ikke lært at ralle forståeligt endnu (se evt. afsnittet om ”Kapricer” for mere om samme diskussion).
