”Apophis: ildslange, pisbavian
du, som frådser i de dødes hjerter
du, som skraber grydebunden
med prinsessers lårben”
”Amduat. En iltmaskine”, intet sidetal.
Bogens bagsidetekst forklarer, at faderen i forbindelse med moderens død mange år forinden tog digter-jeg’et med til Egypten (for at komme lidt væk, må man formode), og at det nu synes passende at tage den døende far på en lignende tur. Man finder Amduat i den øverste egyptiske oldtidselites gravkamre, og den beskriver solguden Ras 12 timer lange rejse gennem nattens dødsrige, indtil dennes genopstandelse ved solopgang.
Men både faderen og sønnens minder og drømme trænger sig på i teksten. I teksten ser man derfor hele tiden sammenstødet (eller måske nærmere samspillet) mellem den mytiske oldtid, drøm, erindring og den profane virkelighed på et offentligt sygehus i Holbæk: ”Hvad er det, som hænger og dingler dér/ ved slangens hale?/ Det er din iltmaske, far/ Du skal beholde den på”.
Den håndskrevne tekst springer linje for linje mellem de forskellige planer, og som læser føles det, som om man falder ud og ind af bevidstheden som en døende patient. Teksten veksler mellem prosa-lignende linjer og vers, der sender hilsner til eksempelvis Harald Bergstedts ”Jeg ved en lærkerede” (”Vi sidder ved din side/ Du siger ikke mer”) og Gertrude Steins berømte ”a rose is a rose is a rose”.
”Amduat. En iltmaskine” adskiller sig formelt fra Harald Voetmanns øvrige ”voksne” udgivelser, men som i ”Syner og fristelser” ser man en rejse gennem dødsriget, ligesom forfatterskabet tidligere i ”En alt andet end proper tilstand” har tematiseret tabet af en forælder. Så bag de formalistiske krumspring og obskure antikke referencer finder læseren en menneskelig historie om en søns rørende afsked med sin far.
