- Marie Hjørnet Nielsencand.mag., maj 2023
Intro
Elfriede Jelineks ”Schatten (Eurydike sagt)” (”Skygger (Eurydike siger)”, 2018) udkom på tysk i 2013. Teksten er skrevet som en dramatisk monolog til Operahuset i Essen og blev opført første gang i 2014. Det er sagnfiguren Eurydike som taler, og det er hendes tankeverden, der udfolder sig i teksten. På den måde har Jelinek genskrevet Orfeusmyten fra Eurydikes perspektiv. I den klassiske myte om Orfeus og Eurydike drager Orfeus til dødsriget for at hente sin elskede Eurydike tilbage, men i Jelineks version vil Eurydike ikke genforenes. Hun foretrækker at blive i dødsriget og trives med sin skyggetilværelse ud fra en tankegang om, at den der slet ikke elsker, heller ikke behøver at stille sig selv til rådighed.

Elfriede Jelinek
Den østrigske forfatter Elfriede Jelinek har en særlig sans for sprogets lydlighed. I 2004 modtog hun Nobelprisen i litteratur for sin evne til at fremskrive musikalske stemmer og modstemmer, der b...