Emneord:

Rynkekneppesygen

Peter Adolphsen

246 siderUdgivet: 2017

Lån på biblioteket

Senest opdateret

Louise Rosengreen
cand.mag., april 2020

Hovedforfatter

Troels Heeger Jacobsen
cand.mag., 2006

Peter Adolphsens indtil nu længste prosaværk ”Rynkekneppesygen” fra 2017 er langt fra en traditionel, prosaisk fortælling. Den er snarere en humoristisk hybrid mellem science fiction og pornografi. I en nær fremtid, maj 2019, lander et mikroskopisk rumvæsen, en såkaldt ofu, i navlen på en ung, kvindelig universitetsstuderende, Winnifred. Ofuen formerer sig hurtigt, og de 0,1 millimeter lange, semigennemsigtige, teddybjørne bænkebider lignende kryb med hoved i begge ender smitter på kort tid Winnifred med MIWD. Denne lidelse får kælenavnet ”rynkekneppesygen”, fordi dens symptomer er en ekspotentielt voksende liderlighed, der ender ud i, at den ramtes hud blegner, bliver hård for til sidst at sprænge i luften.

”Han kiggede på patienten. Hendes vejrtrækning var forceret og overfladisk. Han havde set det i journalen: hyperseksualitet (…) Både hendes adfærd og vejrtrækning tydede på seksuel opstemthed, ja, men det forklarede ikke rynkerne.”

”Rynkekneppesygen”, s. 103.

Winnifred er den første, der smittes, men hun er kun romanens hovedperson, indtil hun kort tid efter dør. Hun har i den mellemliggende periode uvidende smittet sin kæreste, sin læge og en lang række tilfældige medstuderende, samt mænd i det københavnske natteliv, der har hjulpet hende med at stille den utømmelige sexlyst. I romanens anden akt følger man nogle af dem, hun har smittet, samt andre af de mange ofre, børn og voksne, der i mangel af anden behandling bliver spærret inde på en lukket afdeling på Rigshospitalet.

Adolphsens syntaks er overvejende hypotaktisk med mange underordnede sætninger, hvilket er med til at give fortællingen dens videnskabelige tone. Denne står i skarp kontrast til den underliggende humor og handlingens absurditeter, som eskalerer undervejs. I begyndelsen reagerer folk med forargelse og frygt over for epidemien, der gør det svært at skille almindelig forplantningsglæde fra den sygelige, men samtidig synes smitten at komme belejligt for dem, der allerede frekventerede hemmelige swingerklubber.

”Rynkekneppesygen” kan både læses som en satirisk kommentar til en puritansk livsførelse og som en kritik af den stigende seksualisering af det offentlige rum. Romanens komposition følger en klassisk tre-akts struktur, hvor omslaget indtræffer i tredje og sidste akt. Men dette efterlader paradoksalt nok læseren uforløst. For er den ægte, lidenskabelige kærlighed, der skildres i både flash back og medsyn, og som blomstrer mellem romanens skiftende hovedpersoner og som fremstår som altings frelse, blot endnu et lag i parodien?

Peter Adolphsen

Peter Adolphsens stil er på en gang drilsk og legende og samtidig drevet af en filosofisk erkendelsestrang. Med værkerne “Små historier” og “Små historier 2” blev Adolphsen kendt for sine kortprosa...

Læs hele forfatterportrættet