- Felix Rothsteincand.mag., oktober 2020
Intro
Tove Meyers tredje digtsamling ”Skygger paa Jorden” udkom i 1943 midt under Anden Verdenskrig, og titlens skygger kan læses som krigens ”ufredsskygger”. Men, som forfatteren Asger Schnack skriver i sit efterskrift til genudgivelsen af digtsamlingen i 2017, ”når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om.” (Asger Schnack: Efterord til 'Skygger paa Jorden'. Gladiator, 2017. s. 100). Skyggerne i Tove Meyers digte er først og fremmest et udtryk for en opfattelse af tilværelsen som en skyggeverden, der (med inspiration fra Platons ”Hulelignelse”) dækker for den egentlige – eller måske snarere åndelige – verden, som mennesket skal lære at se.

Tove Meyer
Tove Meyer er en markant, men ofte overset, skikkelse i moderne dansk lyrik. Hendes smalle forfatterskab – kun seks digtsamlinger på mere end 30 år – rummer kosmiske følelser og store erkendelser i...