”Udsigten til at møde Edward er en befrielse for ham. I dagevis har nødhjælpsarbejderen fra Bosnien, den hemmelige elsker, spionen og den tilsyneladende ikke-angrende enkemand været et fantasibillede, der ligesom Hamlets far vandrede hvileløst rundt i de dårligt oplyste gange i Sølvblik.”
”Sølvblik”, s. 202.
Den 33-årige Julian Lawndsley har lagt sit børsmæglerliv i London bag sig og åbnet en boghandel i en mindre engelsk kystby. Hans nye rolige tilværelse afbrydes dog hurtigt af et mystisk besøg af en ældre herre med svag østeuropæisk accent, Edward Avon, som bor i det store hus Sølvblik i byens udkant med sin syge hustru. Han viser stor interesse for Julians nystartede forretning og har desuden et indgående kendskab til hans familie.
Sideløbende med denne historie opsøges en spionchef i London med navnet Proctor af en yngre kvinde, som overdrager ham et brev med vigtige informationer. Spionchefens efterforskning fører ham til den lille kystby og huset Sølvblik, og i løbet af romanen kobles de to fortællinger sammen. Det viser sig efterhånden, at Edward er en mand i mange forklædninger, hvis liv ikke kun indeholder agentvirksomhed og en hemmelig kærlighedshistorie, men også begivenheder i både Polen og Bosnien.
Romanen er skrevet i et nøgternt sprog med en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel, som lader læseren komme tæt på hovedpersonernes refleksioner. I sin roman spørger John le Carré, hvad man skylder sit land, når man ikke længere kan genkende det. Skildringen af efterretningstjenesten – som blot kaldes Tjenesten i romanen – er også kendetegnet ved intern tvivl om egne metoder og eksistensberettigelse: ”Opfattede Edward Tjenesten som problemet frem for løsningen? Det gjorde Proctor somme tider. Frygtede Edward, at Tjenesten i fraværet af en sammenhængende britisk udenrigspolitik, var ved at blive for sikker på sin egen ufejlbarlighed? Tjah, den tanke have også strejfet Proctor.” (s. 254).
