”Han gik nu tilbage til bålet og satte sig. Derpå tog han en sten og slog den mod en anden sten med lange, sikre slag indtil gnisterne slog ud og antændte en glød i det gamle bål […] Han var ikke høj. Men hans lem var enormt, så Ludovika nu. Det voksede til det var i sin manddoms største størrelse. Som så han en film med erotik i det sjældne bål.”
”Sorgens balalajka”, s. 72.
Andre noveller kommer ud i nyt terræn med sci-fi-glimmer og tydelig Svend Åge Madsen-identifikation samt surrealistisk eksistensfilosofi, som Villy Sørensen kunne have skrevet den. Særligt tydeligt er det i ”Manden fra Urukplateuet” om problemerne som genoplivet stenaldermand og i ”Mindemaskinen”, hvor minder rekonstrueres i en nær fremtid. Det hele begynder med novellen ”Mingdynastiet” - en gyserkomedie/barndomsidyl, hvor to brødre ikke kan lade være med at opsøge en ond kvinde, der støber mænd ind i porcelæn. De to drenge kigger her fra et uskyldigt børneperspektiv ind i det voksenliv, som de kommende noveller beskriver. Her er den nuttede drengekarakter en selvmorder, en psykopat, der kaster fortovsfliser fra en motorvejsbro, en hundelufter, der ikke vil hjem – ”man kan mærke du hellere vil gå i stå ved havet”, siger en ung kvinde, han møder. En anden gruppe af Blendstrups mandefigurer er også fortabte, men serveret med en anden fuldtonet kærlighed og omsorg: En uduelig og misforstået klovn, grinagtige Johannes, der så gerne vil accepteres i jægernes machofælleskab og Bo, der vil sejle uden at have forudsætningerne på plads: ”Har du sejlet før? [...] - Ja, i mindre sammenhænge. Vi har en swimmingpool, hvor jeg ofte har tilbragt min tid med at komme overens med min lyst til havet.” (s.106). Under det muntre og uimodståelige toneleje ligger en tung, mørk melankoli og forladthed. Blendstrup optegner en verden, hvor det midaldrende hankønsvæsen i al sin flagrende fallit og skårede skønhed er presset ud i det yderste hjørne af sit habitat.
