”Ikke nu. Ikke på denne måde. Hun var seksogtyve år og otte måneder, for ung til at dø og følgelig for overrasket, for tvivlende, til at skrige, da Toyota’en fløj væk fra vejen og ramte det næsten-usynlige vands overflade; og et øjeblik virkede det, som om den ikke ville synke, men flyde: som om dens bane gennem luften ville bære den, selve dens vægt, hen over vandet og ind i den sammenfiltrede masse af siv og forkrøblede træer og slyngplanter på den modsatte bred.”
”Sort vand”, s. 11.
I ”Sort vand” tager Oates fat i en begivenhed, som er blevet en fast bestanddel af populærkulturens erindring: Trafikulykken i 1969 på Chappaquiddick Island, hvor senator Ted Kennedy kørte galt, og den unge Mary Jo Kopechne druknede.
Allerede dengang begyndte Oates at tage noter til en roman. Hun har senere fortalt, at hun oplevede en skrækslagen fascination og sympati for offeret og begyndte at tænke over den politiske arenas tendens til at udnytte kvinder.
Men ”Sort vand” handler ikke som sådan om ulykken i Chappaquiddick, siger Oates i et interview: ”Jeg ville have, at historien skulle være mytisk, nærmest, den mest arketypiske historie om en ung kvinde, der stoler på en ældre mand og hvis tillid i den grad svigtes.” (Richard Bausch: Her Thoughts While Drowning. New York Times, 1992-05-10. Egen oversættelse).
I Kelly Kellehers sidste minutter fører hendes tankestrøm læseren med ind i forskellige tidspunkter i hendes liv, og vi får en forståelse for, hvad det er i hendes historie og personlighed, der har ført hende frem til netop dette sted. Vi forstår den idealistiske unge kvindes betagelse, både som noget individuelt og som en mytisk fortælling om unge håbefulde kvinders ønske om at blive set. Oates giver i ”Sort vand” stemme til en kvinde, der ellers i den kollektive bevidsthed kun har været kendt som et offer, tavs og anonym.
