”Jeg var fosteret
under skarpe stjerner”
”TEOTWAWKI”, s. 23.
Siderne er holdt sammen af en spiral, og digtene er skrevet med kalligrafisk tusch og pyntet med computeranimerede græstotter og stjerner. Det er den dansk-færøske multikunstner Goodiepal, der har opsat og illustreret bogen. Eller han som han selv formulerer det: Han har illumineret digtene, hvilket vil sige, at han på bagsiden af hvert digt belyser dem ved at kommentere indholdet og de visuelle valg, han har taget. F.eks. skriver han på bagsiden af digtet ”Middelklasse 2” i en grå taleboble: ”Det hjemmelavede udråb ”Hole, hole”, kunne man opfatte som en blanding mellem hellig og hul?” Hole er en neologisme, der gentages tre gange i Skinnebachs digt om ø (en slags besjæling af tomhed) og dennes relation til middelklassen, digitaliserede børn, konsumbødler og deres koloniale fortid.
Digtsamlingen er inddelt i de tre dele: TEOTWAWKI, Den artificielle have og Rent blod. Den artificielle have er en slags omvendt paradismyte, hvor naturen er i konstant forandring. Teksten er en dialog mellem de to sidste overlevende på jorden, Dana og Timo. De taler på samme tid med hinanden og forbi hinanden, da deres replikker ikke er kontaktstrukturerende. De svarer ikke på hinandens spørgsmål, men udtaler sig i stedet i poetiske onelinere som ”Der er ingen fremtid” og ”Krigen græder, jeg må amme folket. Jeg ammer krigen”. Hermed læner Skinnebach sig stilmæssigt op ad sprogpoesien, den såkaldte L=A=N=G=U=A=G=E-digtning, der udforsker relationen mellem sprog og betydning. For sprogpoeterne er digtet ikke et budskab fra digteren til læseren, men et afsæt for at digter og læser i fællesskab kan tillægge sproget betydning.
