Lån på biblioteket

Tityrus

Duncan Wiese

93 siderUdgivet: 2019

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Andreas Eckhardt Læssøe
      cand.mag., april 2023

    Intro

    ”Tityrus” er – udover at være titlen på Duncan Wieses debutdigtsamling fra 2019 – navnet på den karakter, som den antikke romerske digter Vergil bruger som et alter ego i sine pastoraler. Wiese bruger det på samme måde i sin moderne opdatering af hyrdedigtet. Digtene fortæller i tredjeperson med Tityrus som hovedperson om en ung mands liv på landet. Der er slagtning af høns og geder, der er onani og forelskelse og fester. Man fornemmer, at det er ungdomsskildringer, også på den måde, at tiden går, at vi har med en ung mand at gøre, som bliver ældre. Han flytter ind til byen, i en lejlighed, og han får en kæreste, en digter. Det er også en ung mand, som er på medicin, en ADHD medicin, som han på et tidspunkt deler ud af til en fest.

    ”Tityrus sad på ladet af en hestevogn en dag/ og spiste små pizzasnegle/ og spyttede olivensten ud på vejen/ forældrene havde disket op med alt der kunne drikkes/ hentet nede over grænsen i de lave trailere/ som nu stod og sov under carporten/ det eneste sted der var skygge/ den sommer/ og ingen drak ud/ de drak kun slurke af den søde væske”

    ”Tityrus”, s. 18.

    En pastorale handler ofte om unge mænd, hyrder, som er alene i naturen og ulykkeligt forelskede.

    Den er skrevet af unge mænd, som er flyttet ind til byen, som oftest for at gå i skole, og de skriver besyngende og idylliske digte om deres hjemby og tabte ungdom. Wieses form er ikke idyllisk, men i den grad besyngende.

    I et interview fortæller han om at skrive med pastoralen som form: ”Det giver måske en distance, men det gør det også nemmere at skrive om ting, jeg ellers ville have haft svært ved at skrive om i jegform.” (Daniel Øhrstrøm: ”Man kan også finde hvile i selve bevægelsen”. Kristeligt Dagblad, 2019-10-05).

    Wiese skriver i et luftigt og fortællende sprog, der engang imellem svinger sig opad eller udad i billeddannelser. Også i denne forstand har vi at gøre med et fint og moderne livtag med den klassiske episke poesi. De fortællende digte i tredjeperson er indrammet af en prolog og epilog, som bryder formen og skriver i jeg-form. Særligt epilogen bryder formen og nærmer sig det mere bekendelsesagtige, idet en far er syg og nok døende af kræft. Her kommer en sårbarhed ind i sproget, fordi det bliver mere direkte, det kommer tættere på. Slutningen fremhæver også det tema, som eksisterer på tværs af Wieses bøger, nemlig om en mere sårbar maskulinitet.

    Duncan Wiese

    Duncan Wiese skriver lette, slanke og stilsikre digte, der trækker på en klassisk tradition, som går tilbage til det gamle Grækenland og Rom, men også rammer meget direkte ind i en tidsånd. Debuten...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger

    tema

    Temaartikel

    Nye bøger med (meget) gamle rødder

    Antikken er en uudtømmelig kilde til inspiration, og der er altid digtere, der griber tilbage til klassiske tekster. Her er en række eksempler på bøger fra de senere år, der trækker på stolte helte og skinsyge guder og andet mytologisk grundstof.

    Læs hele temaet