portræt af Daniel Dalgaard
Foto: Alexander Banck-Petersen

Daniel Dalgaard

cand.mag. Anna Møller, 2022 og marts 2024.
Top image group
portræt af Daniel Dalgaard
Foto: Alexander Banck-Petersen

I alle Daniel Dalgaards bøger lurer samfundskritikken mere eller mindre tydeligt under overfladen, og menneskets psykologiske afgrunde berøres med spidsen af en fod. I 2021 udgav han sin romandebut ”Sfinx” efter næsten seks års arbejde – og to digtsamlinger – og romanen stiller det eksistentielle spørgsmål ”Hvad er et menneske?”, så det både fremstår drillende og rungende ensomt. I 2024 udkom den autofiktive roman ”Vulkanø”, hvor en børnefamilie er på knap så idyllisk ferie, alt inklusive: Både flossede nerver, vrede – og ituslåede mandeidealer.

137590816

 

Blå bog

Født: 12. november 1987 på Djursland.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen, 2009-2011. Bachelor i Litteraturhistorie og dansk fra Aarhus Universitet, 2008-2013.

Debut: Vi er ikke konger. Rosinante, 2013. Digte.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Vulkanø. Gutkind, 2024. Roman.

Inspirationskilder: Jorge Luis Borges, Georges Perec, Inger Christensen, ”Kvindernes bog”, David Foster Wallace, Roberto Bolaño, Svetlana Aleksijevitj, Dankvart Dreyer, W.G. Sebald, Johan Harstad. Derudover arkitektur og byplanlægning, både som æstetik og politik.

 

 

 

Videoklip:

Daniel Dalgaard fortæller om sin roman ”Vulkanø” (2024)

Artikel type
voksne

Baggrund

"Wanda er sød og velopdragen og spiser sin mad. Vores søn vil gerne vise hende, hvor sej han er, så han tager fødderne op på bordet, leger med maden, laver ansigter, fægter med armene, taler højt og usammenhængende. Da han har spist fire riskorn og smagt på en pølse og vil gå fra bordet, er det lidt en lettelse, så vi lader ham. Jeg fatter ikke, hvordan andre mennesker får deres børn til at spise mad.”
”Vulkanø”, s. 68.

Daniel Dalgaard blev født 12. november 1987 på Djursland og voksede op og gik i skole i Ringe på Fyn, indtil han flyttede hjemmefra. Han voksede op med sine forældre og to mindre brødre og levede med egne ord ’et almindeligt liv’. Hans forældre arbejdede i Brugsen, og børnene kom tidligt hjem fra skole, da moren var på deltid. Som ung opdagede han litteraturen og digtene: ”Da jeg var femten-seksten år, opdagede jeg nogle af de på det tidspunkt stadig relativt nye danske digtere. Det var Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen og Ursula Andkjær Olsen i første omgang. Der var noget ved skriften, som med det samme tiltrak mig. Det var oplevelsen af den ultimative frihed. Frihed i tanken og udtrykket, alle ordene der kom væltende ud over siden og skabte nye rum. Den hallucinatoriske oplevelse af at blive oplyst indefra. Derfra vidste jeg hurtigt, at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at gøre skriften til mit liv.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2022-12-15).

Nogle af Daniel Dalgaards første udgivelser var i tidsskriftet Hvedekorn, hvor han som 20-årig i 2007 havde syv digte med og fortsatte med at blive udgivet løbende. Efter at have flyttet hjemmefra begyndte forfatteren i 2008 at læse litteraturhistorie i Aarhus og blev året efter optaget på Forfatterskolen i København. Her blev han færdiguddannet i 2011, hvorefter han færdiggjorde sin bacheloruddannelse i Aarhus. Han debuterede med digtsamlingen ”Vi er ikke konger” i 2013. Den blev efterfulgt af ”Spejlkamel” i 2015, et essay om manderollen i det moderne samfund i 2021 og ligeledes romandebuten ”Sfinx” i 2021. Om udviklingen i sin egen interesse fra digte til prosa har han sagt: ”I begyndelsen var jeg meget interesseret i ord, forskellige stemmer, sætningers toneart, et maskespil af sprog. Senere har jeg udvidet mit interessefelt til fortælling og narrativ struktur, noget som jeg i begyndelsen fandt uendeligt ligegyldigt.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2022-12-15).

Romanen ”Sfinx” fik stor ros for både sprog, tematik og komposition, og Weekendavisens anmelder skrev bl.a. ”Kan man skrive sådan, kan man skrive alt.” I 2024 udkom Daniel Dalgaards anden roman ”Vulkanø”, der især beskæftiger sig med begreberne turisme, vrede og manderoller. Fra 2016 til 2021 underviste Daniel Dalgaard i skrivning på Vestjyllands Højskoles forfatterlinje. Privat danner han par med forfatteren Stine Pilgaard (f. 1984), der optræder med navn i flere af hans bøger, deriblandt ”Vulkanø”, og sammen har de to børn.

Aktuelt værk: Vulkanø

”Henne ved bordet er vores søn begyndt at tale babysprog. Så skubber han tungen ud i underlæben og laver uartikulerede lyde med en så pågående stemme, at det er umuligt at ignorere ham. Det er i den her slags situationer, at jeg skal holde mig selv i snor. Jeg vil ikke blive vred over det.”
Vulkanø, s. 59.

Vulkanø I et interview med forlaget Gutkind har Daniel Dalgaard fortalt følgende om tilblivelsen af hans anden roman, "Vulkanø" (2024): "Bogen begyndte som rejseoptegnelser. Jeg troede, at det var det, jeg skulle lave; en lille skarp rejsebog, men pludselig eksploderede den i hænderne på mig og forvandlede sig til en fortælling om at skulle være far, når man altid har frygtet at skulle blive det." (Interview med Daniel Dalgaard. "Vi har som mænd brug for at tage hul på en samtale, som ikke bliver nem". Gutkind, 2024-01-23).

137590816

”Vulkanø” er både et kritisk blik på turisme og en ærlig indsigt i et menneske, der kæmper sig på plads i rollen som mand, voksen og som far. Som i centrale scener af "Sfinx", hvor den lamme Jan Schnecker sidder forstenet med solskoldning ved en idyllisk pool, er vi i "Vulkanø" på en ferieø, hvor turismen holder gang i pengestrømmen. ”Vulkanø” er inddelt i kapitler med sted og datobetegnelse, og romanen starter, da en lille familie – bestående af et forældrepar i trediverne, en søn på fem år og en etårig datter - er kommet hjem fra ferie. Sønnen har mistet en højtelsket bamse i lufthavnen, og faren drager afsted til hittegodskontoret for at påtage sig den forbilledlige rolle som helt, som han både higer efter og er utilpas ved. I andet kapitel er romanen tilbage på Tenerife en måned forinden, og familien er indlogeret på hotel, hvor tiden går med små magtkampe ved den uoverskueligt store buffet.

Undervejs er der feriefotos, og rejsen til det paradisiske turistmekka gennemgås kronologisk. Det viser sig, at paradis ikke er så afslappende. Forældrene er i søvnunderskud, og sønnen er trodsig og urimelig, og faren - der har mange lighedstræk med Daniel Dalgaard selv - kæmper gevaldigt med lige dele høje forventninger, manglende overblik og et ulmende raseri.

Alle kapitler er skrevet med jegfortæller, og der veksles mellem flashbacks, rapporterende nutidsafsnit og selvreflekterende afsnit om især forældrerollen. Tonen er ofte (absurd) humoristisk, og situationerne er letgenkendelige for børnefamilier.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vulkanø"