Bente Bech

Bente Bech er uddannet på Skolen for Brugskunst i København - i dag hedder det Danmarks Designskole - på linjen for tegning og grafik fra 1978 til 1982. Efter uddannelsen etablerede hun en tegnestue med "nogle andre famlende nyuddannnede i samme båd" - (ordene er Bente Bechs egne):

"Jeg arbejdede freelance for et reklamebureau og lavede desuden en del bogomslag, men blev mere og mere klar over, at det var illustrationer, jeg ville lave - først og fremmest for børn. Jeg er blevet spurgt om, hvorfor netop for børn, når nu jeg selv ikke har fået nogen. Men svaret er - som det vel altid er med kunst - at jeg tegner for det barn, jeg selv var og stadig er".

Bente Bechs mor og moster er tegnere, og i slægten er der gode kunsthåndværkere. Bente Bechs lillesøster er tegneren Sussi Bech (f. 1958), der blev berømt og elsket for sin tegneseriefigur ’Nofret’ - en prinsesse fra Kreta, som turer rundt i de klassiske Middelhavslande omkring 1300 f. Kr. Serien blev påbegyndt i 1986. Med denne søster deler Bente Bech - selvfølgelig - sin interesse for tegning, men også for mavedans!

Og så elsker Bente Bech smukke prinsesser og det fjerne Østen som sin søster. Det kan man se overbevisende i Eventyret om Smaragd, den skønne slavinde (1989) og i Prinsessebogen (1997). Men ligegyldig hvor smukke og fornemme prinsesserne er, har de alle Bente Bechs glade smil på læben. Tegnerens prinsesser er ikke livløse glansbilleder, og de har alle lært at blotte tænderne som deres ’mor’.

Bente Bechs billedbøger kræver flid og hårdt arbejde: "Jeg er en ret tålmodig illustrator og går ikke af vejen for myldrende ’evighedsprojekter’, giver dem den tid, de skal have, når jeg synes det hele skal med - til stor skade for min økonomi! "

Når Bente Bech skal skabe en billedbog, venter der to-tre måneders intenst arbejde forude.

Bente Bech har skabt to mesterværker med tekst af Thomas Winding.

Sjuskedukken udkom i 1997. Den handler om Sofie og hendes dukke - en lille væver figur med stribede bukser, blå trøje og høj sort ’skorstenshat’. Sjuskedukken gør alting forkert. Når Sofie er på jagt efter kager i det øverste køkkenskab, stabler Sjuskedukken dåser op på køkkenbordet, for den vil også på jagt efter lækkerier ligesom Sofie. Men det forehavende, der lykkes for Sofie, mislykkes for den lille gesjæftige fyr. Han falder med et brag ned på køkkengulvet, så dåsernes indhold af kaffe, kager, mel og kattemad spredes overalt.

Og hver gang Sofie artigt sætter sig til at læse i sin (billed-)bog, opfordrer Sjuskedukken til ballade, og så hopper de rundt i sofaen, så fjedrene knager i polstringen. Og når Sofie skal vande blomster, jager Sjuskedukken fluer, så urtepotten ryger på gulvet. Og Sjuskedukken smækker altid med dørene og tramper i gulvet, så underboerne får ondt i hovedet. Jo, Sjuskedukken er et støjende bæst, et rodehoved og en ballademager.

Men så en nat kan Sjuskedukken ikke sove.

’Vil jeg virkelig ikke andet?’ tænkte den. ’Er jeg kun fyldt med roderi og støj og ulykker?’ Det var den ked af.

Og så begynder Sjuskedukken at rydde systematisk op, støvsuge og vaske gulv. Og inden han går i seng, bager han minsandten et brød.

Næste morgen er mor og far målløse, de kniber sig selv i armen, og far leder under stueløberen for at se, om der dog skulle skjule sig en nisse eller om det hele skulle være fejet ned under den. Men nej, det er jo Sjuskedukken, der har udført denne hædersdåd:

- Vi troede, den var et rodehoved! sagde mor. - Det er bare fordi I ikke kender den, sagde Sofie. - Den gør kun det, den vil, men den kan alt muligt. - Det vidste vi ikke, sagde mor og far. - Næe, man skal lige kende den, sagde Sofie.

Det er Sjuskedukken, der styrer bilen samme eftermiddag, hvor familien tager på udflugt i det blå. Bilen brøler ud ad landevejen, og Bente Bechs smukt svungne linjer fortaber sig i horisonten.

Sjuskedukken er en eminent historie om ’personlighedsspaltning’. Det er et begreb i psykologien, der drejer sig om, at man prøver at ’udspalte’, dvs. lægger ansvaret for sine dårlige egenskaber uden for sig selv og ens personlighed. Sofie siger hver gang, at det er Sjuskedukkens skyld, men i virkeligheden er det jo hendes skyld, at tingene går så galt, og at der bliver ballade i det lille hjem. Sofie har begge personer i sig. Indtil det en dag lykkes hende at sammensmelte godt og skidt. Sofie tager sig sammen, har lært af sine fejl og bliver en ’hel’ lille pige.

Og dog. For der skal altså være noget sjov i hverdagen, og derfor er det Sjuskedukken, der overtager styringen af den brølende bil til sidst. Den skal også ha’ lov at udfolde sig engang i mellem. Drifterne skal og må også udfoldes.

Tegningerne er smukke, klare og fyldt med de fineste detaljer. Fx i den tegning, hvor Sjuskedukkens samvittighed vågner ved synet af det ubegribelige rod, der hersker i dagligstuen. Intet er på sin plads. Maleriet med den flotte fregat er i havsnød, blomsterne hænger med hovederne, og al legetøj ligger spredt ud over stuegulvet.

Men så følger ’dagen derpå’, hvor blomsterne blomstrer, skibet sejler i smult vande, og katten sover sødt på tremmestolen. Det er herlige tegninger.

Denne smukke, dybe og morsomme billedbog indbragte Bente Bech Kulturministeriets Illustratorpris i 1997.

Fortsættes