Bjarne Dalsgaard Svendsen

Personerne i Bjarne Dalsgaard Svendsens historier har et rigt indre liv, der ofte bærer præg af tumultuariske familierelationer som sættes i relief af stærke venskaber. Et rejse- eller eventyrmotiv går gennem forfatterskabet, og ofte går rejsen ind i psykens uudforskede regioner.

I Delfinen tager tre 15-årige venner på cykeltur i Jylland, men de bliver viklet ind i en dyster mordgåde i en lille by. Undervejs bliver de vidner til den menneskelige ondskab, der lurer lige under civilisationens skrøbelige fernis.

I Thomas og sofatyvene må Thomas og Bruno til Divanesien for at finde senge og sofaer, som er blevet stjålet fra deres by.

I Rejsen til det ukendte rejser Malthe til København – København anno 2033. Hans lillebror er dødeligt syg, og kun med særlig medicin, som findes i fremtiden, kan Malthe redde sin lillebror. Tingene hænger dog ikke sammen som Malthe først havde troet, og under rejsen må han flere gange revidere sin virkelighedsforståelse.

I Kongens juveler kommer nogle venner tilbage i tiden, nærmere bestemt til 1906. De har fundet en bog som fortæller hvordan man rejser i tiden, og nogle tyve har snuppet bogen.

I Slottet rejser Tom til Jylland, men han finder mere end nye venner - det lokale slot er nemlig hjemsøgt af en skrækkelig forbrydelse fra fortiden. Tom bliver medlem af Ringens Broderskab, som er et slags terapeutisk venskabsforum, hvori de unge fyre via udfordringer forsøger at bekæmpe deres frygt og fobier. Men da en udfordring fører drengene til den hjemsøgte slotsruin, er der ikke længere tale om forholdsvis ufarlige drengestreger.

I Øksens magt finder Brian, Sanne, Maria og John en underlig økse i en gravhøj. Øksen har en uhyrlig kraft, og for at tæmme den må man have nogle særlige handsker. Brian må på rejse i tid og dimensioner for at frelse hele verden fra øksens magt.

I Khi-ritualet tager David til De Limbiske Skove for at finde et ord, der kan redde Linda, som er besat af en ånd fra en anden dimension. Det bliver en farlig og forunderlig rejse. David og hans venner ville nok ønske, at de aldrig var gået ind i det lille, forladte hus i skoven ...

De Limbiske Skove findes imidlertid ikke på Politikens Verdenskort; de er inde i David selv. Han skal udforske de mørkeste egne i sin egen underbevidsthed, og således bliver rejsen i Bjarnes bøger ofte en metafor for en indre erkendelsesproces, en mental udviklingsrejse.

En del af Bjarnes bøger har fantastisk indhold. De udspiller sig altså i verdener, som ikke findes, eller indeholder elementer, der ikke eksisterer i verden som vi kender den. Kun Hugo og falskmøntnerne og ”Delfinen” er »realistiske«.

Realistiske som fantastiske, bøgerne er altid spændende . Selve handlingen er vital for forfatteren, ligesom han anstrenger sig for at skabe holdbare psykologiske portrætter af sine personer.

Bjarne Dalsgaard Svendsen skriver om børn og unge, primært for børn og unge.

”Det falder mig naturligt at skrive for børn og unge. Barndommen og ungdommen er den mest interessante periode i ens liv. Det er der man har mange af sine defining moments,” siger forfatteren. ”Det er meget mere spændende at være barn end voksen.”

”Når man alligevel skal sidde så mange timer bag computerskærmen, så vil jeg da hellere skrive noget der er morsomt og spændende og uhyggeligt. Noget fra den tid i mit liv, som jeg egentlig holdt mest af. Selvfølgelig kunne jeg da sidde og skrive romaner for voksne – det er efter min mening nemmere at skrive romaner for voksne end for børn, for man behøver ikke at være så akkurat i sit udtryk, når man skriver for voksne, og man har et langt større referenceområde; jeg ville kunne tillade mig at citere Homér på græsk i en bog for voksne, hvis jeg havde lyst til dét, og det kan man ikke gøre i en bog for børn.”

”Hvis man har det talent at man kan skrive for børn, så de gider at læse det, og det synes jeg at jeg har, så ville det da være spild af tid at skrive for voksne.”

Men hvordan lader det sig gøre at skrive om 15-årige, når man selv er i fyrrerne? ”Jeg var jo selv ung engang. Udvendig er jeg 43, med de rynker og det forfald der ligger med det, men indvendig er jeg både 5 og 15 og 25 og nogle gange også 43. Jeg har ikke svært ved at huske tilbage til da jeg var 15, og jeg kan godt huske hvordan jeg tænkte da jeg var 15. Det falder mig ikke svært.”

Bjarne skriver altså ud fra sin egen barndom og ungdom. Sproget har dog ændret sig siden, så når han kører i bus, sætter han sig blandt børnene og skjuler sig bag en avis. Således kan han holde sig up to date med hvordan de unge taler, og denne særlige research viser sig tydeligt i bøgerne, hvor personernes sprog altid er meget naturtro og nutidigt.

I forhold til voksne har børn ofte en mere ærlig tilgang til det at læse, mener forfatteren. De læser fordi de har lyst, og de læser det de synes er spændende. ”Børn er ikke bogdroppere - det er bøger der dropper sig selv, tit. Børn gider godt læse Dennis Jürgensen. De gider også godt læse mine bøger, og de gider også godt læse Henrik Einspor, for eksempel. De gider læse bøger som er skrevet med en energi, der er ærlig og direkte.”