Camilla Christensen

Hvad “Stakkels Bobcat” indvarslede blev for alvor forløst i romanen “Jorden under Høje Gladsaxe” , der udkom i 2002. I forhold til de tidligere ofte små og lidt søgende tekster får vi her en roman, der med en slidt men sand kliche er et brag på 284 frenetisk fortællende sider. Væk er det lidt forkrampede til fordel for en fortæller, der hellere vælger at gå omveje frem for den direkte vej. Man fornemmer, at forfatteren for alvor har fundet sin stemme.

Romanen er både en moderne gralsfortælling og en hjemstavnsroman. Den udspiller sig i Høje Gladsaxe, det byggeri som Erhard Jacobsen lod opføre i bedste bestræbelse på at give lys og luft til byens mennesker, men som i realiteten var et historie- og identitetsløst byggeri. Hovedpersonen er Arthur, en midaldrende mand, nyskilt og arbejdsløs arkæolog. En dansk antihelt, som vi kender dem fra litteraturhistorien. Ud over Arthur befolkes romanen af blandt andet den begavede palæstinenser Salah og hans utilpassede søn, der går med planer om at sprænge centret i luften, den opofrende omsorgsarbejder Brigitta, og den angstramte arbejdsløse flymekaniker. Dertil kommer to navnløse bipersoner: det allestedsnærværende barn og borgmesteren, der som en anden Erhard Jacobsen dukker op her og der med sin flagrende pandelok.

Arthur er nok antihelt, men han har en særlig evne - han har røntgenblik - og kan bogstaveligt talt se gennem mure og vægge ind til jernarmeringen i Høje Gladsaxes byggeri, ligesom han kan se direkte ind til folks skelet. Ved et tilfælde møder han i centerets bibliotek en vrissen gammel dame, som han med det samme ser har 90 rygrade! Gunhild er nemlig 2500 år gammel og én lang række af reinkarnationer tilbage til jernalderen. Nu udser hun sig Arthur som den elsker, hun længtes efter dengang i jernalderen. Hun skal bare lige få ham til at gå igennem den bundløse Kratersø og møde hende der tilbage i tiden.

Det er visselig ikke en almindelig hjemstavnsroman, vi har med at gøre. Camilla Christensen forsøger at samle tiden ind i sin roman, at give det historieløse sted Høje Gladsaxe sin historie tilbage, genopvække landskabet og området. Sætningerne er lange og forgrenede og fulde af parenteser (som i parentes bemærket er en måde at skabe transparens på, sådan at man ser flere tider i én skrift): »Det er en skrivestil, som udsprang af, at jeg ville have det hele med på én gang. Det er Høje Gladsaxe, som er romanens hovedperson, og jeg ville have alle lagene med. Nutiden i 2001, hvor bogen foregår. Dengang i 1960'erne, da Høje Gladsaxe blev bygget. Og fortiden inden da. Ned gennem jernalderen og helt tilbage til istiden.« (Dorte Hygum Sørensen: “Med hjemstavn i Høje Gladsaxe”. Interview i Politiken, 2002-04-28).

Hvad Dan Turèll gjorde med Vangede, Klaus Rifbjerg med Amager, Bjarne Reuter med Brønshøj, og Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup med Vesterbro, har Camilla Christensen med denne roman gjort for Høje Gladsaxe: hun har givet stedet dets historie tilbage.

Jorden under Høje Gladsaxe gav Camilla Christensen publikumsgennembrud, og læserne blev ikke svigtede med den næste roman “Paradis” fra 2004, som har mange af de samme stiltræk. Også her er der tale om en stor sproglig energi, og en verdensvendt forfatter, som gerne vil forene fakta og digt. Man kan faktisk lære temmelig meget om havebrug ved at læse “Paradis”.

Hovedpersonen hedder Eva K (et K som sender hilsen til Kafka). Eva er nyuddannet havearkitekt og har skabt sig selv en stilling hos Horselund kommune, hvor hun via en konkurrence skal opmuntre beboerne i et lidt forhutlet beboelsesområde til at gøre noget ved deres haver. Evas idealistiske projekt bygger på den tro, at mennesket bliver bedre ved at få skønne omgivelser. Den ordentlige systematiker Eva har imidlertid lukket slangen med ind i sit Paradis, nemlig mennesket og dets kaos. Eva bliver forført af en person, hun måske slet ikke bryder sig om, og hendes forestillinger om den rette skønhed viser sig ikke så let realiserbare. Romanen er mere søgende, men også mere sensitiv end forgængeren. Skriften har dog samme energi, og så dufter det hele formeligt af blomster.

Fra et smalt og sårbart ståsted har Camilla Christensen med de foregående års romaner vist sig som en forfatter med et stort potentiale. Hun skriver med den modne forfatters indsigt og viden, men stilen er energisk og lystfuld. Det handler stadig om ensomme mennesker i verden, men verden, med alle dens arkæologiske og kulturhistoriske lag, med al dens viden og alle dens vækster, har fået lov til at få hovedrollen, til fordel for det enkelte subjekt.

“Jorden under Høje Gladsaxe” placerer sig i den danske tradition for hjemstavnromaner, og det er Camilla Christensens ære at opløfte et så myteforladt sted som netop den moderne forstadsbebyggelse, til et sted, der er værd at beskæftige sig med. Camilla Christensen bekender åbent, at hun lader sig inspirere af andre forfattere. »Før jeg skrev romanen [“Jorden under Høje Gladsaxe”], havde jeg lige oversat “Hvide tænder” af en engelsk forfatter, Zadie Smith. Der er en fantastisk energi i bogen, der skildrer livet i det multikulturelle London. Hun er dejlig respektløs over for alt det korrekte. Jeg ledte efter en fortællerstemme til min roman og kom i tanke om “De fortabte spillemænd” af Heinesen. En bred roman med en alvidende fortæller, der er lidt magelig i fortællestilen. Da jeg så var i gang genlæste jeg “Patriarkens Efterår” af Gabriel García Márquez fordi, jeg vidste, at den kunne inspirere.« (Peter Kronsted: “Satire og syndefald i Paradis”. Interview i Jyllandsposten, 2004-12-03). Om det skyldes de meget forskellige inspirationer er ikke til at sige, men resultatet er i alle fald dynamisk og nyt i dansk litteratur.