Klaus Rifbjerg

Emneord:

Hovedforfatter

Karina Søby Gulmann
cand.mag. og journalist, marts 2026

Klaus Rifbjerg er en af de helt store kanoner i dansk litteratur. Ud over at være landets ubetinget mest produktive forfatter, som ifølge hans forlag nåede at udgive omkring 250 titler, så var han også kendt for at skrive med en stærk, direkte og sanselig pen. I sin debutroman ”Den kroniske uskyld” fra 1958 tematiserer han ungdomslivet i fuldt flor med venskaber, kærlighed, alkohol og de første svære livtag med voksenlivet og seksualiteten. Det er netop i brydningerne, Rifbjerg er bedst – når han skildrer menneskelige overgange og udfordringer med sit sprudlende sprog og sin særlige humor.

Baggrund

Klaus Thorvald Rifbjerg blev født den 15. december 1931 på Amager. Her voksede han op i et borgerligt hjem præget af tryghed og sikkerhed, og som samtidig var frisindet og åbent. Begge forældre var lærere, og to storesøstre og en husassistent sørgede for at forkæle husets yngste medlem – altså Klaus. Det havde han i øvrigt også brug for, da han ofte var syg.

”Helle skulle lige til at sige noget, da der blev tændt lys inde i villaen. Tore for sammen og hans ansigt var helt oplyst. Lyset så ud, som om det kom inde fra et fremmed legeme, hvor man pludselig kan se tarme og blodårer og lymfekar helt tydeligt. […] Der var en intimitet over alt det, vi så, der virkede overnaturlig. Midt i vinduet stod skarpt tegnet en kvinde, som stirrede lige ud på os.”

”Den kroniske uskyld”, s. 96.

Som 11-årig forlod han den såkaldte barneskole og begyndte på Vestre Borgerdydskole. En stor del af skoletiden faldt i øvrigt sammen med besættelsesårene under 2. Verdenskrig. I gymnasieårene begyndte Rifbjerg for alvor at skrive litterært og var blandt andet involveret i revyer i gymnasieforeningen sammen med andre senere forfattere som Niels Barfoed og Villy Sørensen.

Foto: Tycho Gregers/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Født
15. december 1931, Amager, København.
Død
4. april 2015 i Skodsborg.
Uddannelse
Studier i litteraturvidenskab, dansk og engelsk ved Københavns Universitet og ved Princeton, USA.
Debut
Under vejr med mig selv. Gyldendal, 1956. Digte.
Litteraturpriser
Kritikerprisen, 1965. Det Danske Akademis store pris, 1966. Danske Kritikeres Hæderspris, 1966. De gyldne laurbær, 1967. Søren Gyldendal Prisen, 1969. Nordisk Råds litteraturpris, 1970. Kollegernes ærespris, 1973. Nordisk Radiospilspris, 1977. PH-Prisen, 1979. Blicherprisen, 1985. Limfjordsegnens Litteraturpris, 1998. Svenska Akademiens Nordiska Pris, 1999. Modersmål-Prisen, 2001. Publicistprisen, 2001. Kulturministeriets Litteraturkanon, 2006. Rungstedlundprisen, 2009. De frankofone landes ambassadørers litteraturpris, 2011. DR’s Ærespris, 2013. Zinklarprisen, 2013.
Seneste udgivelse
Amagerdigte. Gyldendal, 2025. Digte.
Inspiration
Tom Kristensen, Johannes V. Jensen, Ezra Pound, T.S. Eliot, Ernest Hemingway, James Joyce.
Klaus Rifbjerg ser i dette interview tilbage på sit liv og forfatterskab og reflekterer over livets afslutning fra sit perspektiv som 82-årig. Klaus Rifbjerg Interview
A little while longer. Louisiana Channel, april 2015.

Klaus Rifbjerg blev student i 1950 og rejste et år til USA, hvor han studerede ved Princeton University. Da han vendte hjem til Danmark, startede han på Humaniora på Københavns Universitet, hvor han læste litteraturvidenskab, dansk og engelsk. Hans første publicerede digt stod i Hvedekorn i 1952, og fire år senere udkom den første digtsamling ”Under vejr med mig selv”.

Rifbjerg har sat et markant præg på dansk litteratur. Fra 1957 til 1959 anmeldte han film, teater, radio, bøger og TV i Dagbladet Information, og i perioden 1959 til 1971 skrev han hyppigt anmeldelser af litteratur, film og teater i Politiken. I 1960’erne redigerede han tidsskriftet Vindrosen sammen med Villy Sørensen, og i årene 1984 til 1991 var han skønlitterær direktør på forlaget Gyldendal. I 1986 blev han adjungeret professor ved Danmarks Lærerhøjskole, og i 2003 adjungeret professor ved Copenhagen Business School. Desuden var han medlem af Det Danske Akademi fra 1967 til 2002. I 2006 blev Rifbjerg en del af den danske kulturkanon med novellesamlingen ”Og andre historier”.

Rifbjerg har også spillet en vigtig rolle som samfundsrevser. Ikke mindst vakte det opsigt, da han i 1970 – sammen med blandt andet Ebbe Kløvedal Reich – røg hash på kulturministeriets trappe i protest mod, at teatergruppen Secret Service fik frataget støtten. I 2002 vendte de tilbage for at protestere mod bebudede nedskæringer i biblioteksafgiften – denne gang dog uden hashpiber.

Rifbjerg var gift med oversætter Inge Rifbjerg fra 1955 og frem til sin død, og sammen fik de tre børn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Klaus Rifbjerg ser i dette interview tilbage på sit liv og forfatterskab og reflekterer over livets afslutning fra sit perspektiv som 82-årig. Klaus Rifbjerg Interview: A little while longer. Louisiana Channel, april 2015.

Udvalgte bøger

Og andre historier

Klaus Rifbjergs første novellesamling, ”Og andre historier” fra 1964, består af 23 noveller, der tilsammen tegner et forløb fra barndom over ungdom og til voksenlivet.

”Han mindedes at have læst ordet Verfremdung og blev ved med at gentage det, mens han fik fat i røret. Verfremdung, det var det, han var i stand til at etablere. De andre kørte rundt med hovedet inde i en jammerlig kompostbunke af ubestemmelige følelser og præsenilt ævl. Han mobiliserede blot sin evne øh for … Verfremdung. Afstand og ærlighed, så kunne man handle.”

”Hm.” i ”Og andre historier”, s. 169.

Alle barndomsnovellerne befinder sig i spændingsfeltet mellem barnlig uskyld og dødelig alvor. Som i novellen ”Selvmord”, hvor hovedpersonen – ’drengen’ – vil besøge sin ven, men på vejen opdager, at dennes underbo har begået selvmord. Midt i tragedien er det samtidig en spændende oplevelse for drengen, som både får lov at køre politibil og bliver afhørt på politistationen. For det nysgerrige barnesind er oplevelsen hverken ’lys eller mørke”, som den sidste linje i novellen lyder.

Et helt centralt tema i både ungdoms- og voksennovellerne er krop og seksualitet. Novellerne balancerer på en knivsæg mellem det naivt uskyldige og svært grænseoverskridende. I ungdomsnovellerne er det ofte hovedpersonens grænser, der bliver overskredet. Klarest sker det i novellerne ”Frække Jensen” og ”Skyernes skygge rammer mig”. I førstnævnte beskriver en jeg-fortæller, hvordan han og vennerne kom i Jensens butik og fik gaver for at røre ved Jensens pik. Forholdet til Jensen bliver beskrevet som et gensidigt forhold, hvor misbruget går begge veje. Det er først, da Jensen deler pornografiske billeder med fortællerens venner, og fortælleren efterfølgende tager Jensen på fast gerning sammen med en lille pige, at han kan se Jensen udefra og anmelder ham. Jensen bliver taget af politiet, men fortællerens venner straffer fortælleren som en forræder.

I voksennovellerne fremstiller de – ofte mandlige – hovedkarakterer sig selv temmelig flatterende, men en indbygget ironisk distance i novellen udstiller dem og deres selvforståelse, for eksempel i novellen ”Hm.”. Flere af disse noveller er udformet som jeg-monologer, og ofte fremstår novellerne som fortællernes forsøg på at retfærdiggøre handlinger (ofte udenomsægteskabelige affærer) for sig selv – og læserne. I det hele taget er Rifbjerg ekspert i at afsløre sine fortællere via sprækker i sproget. Sproget er hovedsageligt nøgternt og konkret, og ofte ligefrem videnskabeligt, mens ekspressionistiske billeder kontrasterer og er med til at sætte en ofte angstfuld stemning, som lurer lige under overfladen. Novellerne begynder ofte abrupt og ender lige så diffust og uden forløsning.

Genrer og tematikker

Klaus Rifbjerg var nærmest vanvittigt produktiv. Ifølge hans forlag Gyldendal udgav han flere end 250 titler, når alt tælles med: romaner, noveller, lyrik, essays, skuespil og filmmanuskripter. Genremæssigt spænder forfatterskabet over alt fra modernisme og legende eksperimenter over dybdegående psykologiske portrætter til satire og brede samfundsanalyser.

Klaus Rifbjergs forfatterskab har i høj grad været med til at præge og udvikle dansk litteratur – ikke mindst lyrikken. Med sin første digtsamling ”Under vejr med mig selv” var han med til at tegne modernismen i dansk lyrik, og 1960’ernes såkaldte konfrontationsmodernisme er opkaldt efter hans banebrydende digtsamling ”Konfrontation” fra 1960. Grundlæggende for konfrontationsdigtene er et forsøg på at møde omverdenen uden forudfattede meninger, men først og fremmest igennem sprogsansninger. Målet var at sætte sig fri af konventioner og studere verden uden anden sammenhæng end den, jeg’et kan etablere igennem sine sansninger og erindringer. Digtsamlingen ”Amagerdigte” fra 1965 blev endnu et nybrud i dansk poesi med sine enkle beskrivelser og scener fra barndommens land, der går under betegnelsen nyenkel poesi.

I mange af Klaus Rifbjergs værker løber 2. Verdenskrig som et bagtæppe. Det gælder f.eks. i ”Amagerdigte” og ”Den kroniske uskyld”, men i novellesamlingen ”Besat”, der udkom fem dage efter hans død i 2015, er livet under besættelsen det helt centrale omdrejningspunkt. Ofte skrev han sig også ind i aktuelle problemstillinger. Blandt andet kan romanen ”Brevet til Gerda” fra 1972 læses som en kommentar til EF-debatten.

Mange af Rifbjergs værker kredser om de vanskelige overgange i menneskelivet. Ikke mindst ungdomslivet, som mest sprudlende, rørende og dramatisk skildres i ”Den kroniske uskyld”. I samme roman tematiseres også den voksnes overgang fra at være et begæret og begærende væsen til at måtte se kroppen forfalde og blive glemt igennem den dæmoniske Fru Junkersen. Samme tema er centralt i flere af novellerne i ”Og andre historier” og danner også bagtæppe i romaner som ”Operaelskeren” (1966), ”Anna (jeg) Anna” (1969), ”Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre” (1971), ”Vejen ad hvilken” (1975), ”Et bortvendt ansigt” (1977) og ”Det sorte hul” (1980).

Beslægtede forfatterskaber

Klaus Rifbjergs forfatterskab har haft stor indflydelse på dansk litteratur. Selv var han i sin modernistiske digtning blandt andet influeret af forfattere som Johannes V. Jensen (1873-1950) og Tom Kristensen (1893-1974), men også af de samtidige, lidt ældre forfattere Leif Panduro (1923-1977) og Villy Sørensen (1929-2001). Det, Rifbjerg, Panduro og Sørensen havde til fælles, var især en optagethed af hverdagslivets sammenbrud, hvor de eksistentielle problematikker spiller hovedkaraktererne – og læserne – et puds. De tre forfattere skrev desuden hver især med en underfundig, lun humor og til tider bidende sarkasme.

Rifbjerg påstår selv, at han ”bankede sin modernisme ud på et grydelåg”. Ved et skribentmøde på Syddansk Universitet sagde han bl.a.: ””Under vejr med mig selv” er jo snydt ud af næsen på [Johannes V.] Jensens digte, tilsat noget, der er mit. […] Og så rabler det, og så kommer det fra alle sider. Der er Jørgen Gustava, der skriver sådan, og Jørgen Sonne, der skriver sådan, og Ivan Malinowski, der skriver sådan. Det bliver så til det der modernistiske gennembrud, som har karakter af hjemmesløjd. For mit vedkommende. Der er nogle af de andre, der er meget mere lærde, end jeg er.” (”Og så kan I jo næsten selv resten af historien”. Danskedigtere.sdu.dk, 1999-10-28).

Ud over de nævnte forfattere er det oplagt at se Rifbjerg i selskab med samtidige forfattere som Inger Christensen (1935-2009), der især er kendt for sin systemdigtning, og Per Højholt (1928-2004), der eksperimenterede med sproget og krydrede med tyk ironi.

Med sine ”Amagerdigte” kastede Rifbjerg sig ud i hjemstavnsdigtningen i forlængelse af for eksempel Jeppe Aakjærs ”Rugens sange” (1906) og Tove Ditlevsens ”Barndommens gade” (1943). Digtsamlingen kom til at danne forbillede for forfattere som Benny Andersen (1929-2018) og Dan Turèll (1946-1993) og kan ses som en forløber for den såkaldte bekendelseslitteratur i 1970’erne.

Rifbjergs forfatterskab trækker også tråde til mere minimalistiske forfattere som Helle Helle og Naja Marie Aidt. De tre forfattere deler et fokus på det konkrete og en særlig evne til at skildre dikotomier i det menneskelige sind såvel som i relationer.

Rejseskildringer fylder ligeledes meget i forfatterskabet, og her indskriver Rifbjerg sig i en lang tradition, som blandt andet tæller H.C. Andersen (1805-1875), Troels Kløvedal (1943-2018) og Ib Michael (f. 1945).