Christian Kampmann

"Ens forhold til andre mennesker er det vigtigste. Kærlighed mellem mennesker er det eneste, der er vigtigt" erklærer Christian Kampmann (1939-1988) i et interview i 1985. Udsagnet kan ses som et resume af forfatterskabets mange fortællinger om de moderne menneskers forviklinger, men bøgerne viser også, hvordan kærlighedens former er underlagt historiens gang.

Om noget er Christian Kampmanns forfatterskab et vidnesbyrd om den mentale danmarkshistorie fra efterkrigstiden til 1980erne, og AIDSens frembrud. Fra den gang den borgerlige familie herskede tilsyneladende uantastet til etableringen af andre måder med kollektiver og venne-miljøer til erstatning for den skrantende familie.

Selv om forfatteren skrev med bund i egne erfaringer, formåede han at løfte den psykologisk nuancerede beskrivelse ud af det velkonsoliderede borgerskab og gøre udviklings- og forviklingshistorierne generationstypiske og almene. Salgstallene på omkring 600.000 til firebindsværket om familien Gregersen med de bemærkelsesværdige titler Visse hensyn, Faste forhold, Rene linjer og Andre måder beviser kunststykket.

Serien udkom i årene 1973 til 1975 og blev det fornemste kunstneriske udtryk for 1970ernes kønspolitiske og socialpsykologiske opbrud. I sin dramatik og evne til at fange tidsånden, med sit føljetonpræg er det lige før en sammenligning med en af anden af 70ernes store publikumssucces’er, nemlig Matador, melder sig.

Vi er ganske vist socialt langt fra Korsbæk men rammende historieskrivning om følelsernes vildveje er sagaen om familien Gregersen immervæk. Meget blev kritiseret og afviklet i 1970erne, og tonen er tilstræbt optimistisk. Værket vil gerne være opbyggelig, men en formulering i det sidste bind angiver, at der ikke er grund til jubeloptimisme: "Hvis man bare kan snakke sammen om det, ikke? Sådan troede jeg også det var engang, men nu er jeg bange for, at jeg er ved at finde ud af noget andet".

Christian Kampmann er uddannet som journalist og arbejdede fx fra 1964 til 1970 på DRs TV-avisen. De journalistiske færdigheder mærkes i de sikre miljøtegninger, men det er forfatterskabet, der tidligt ligger på sinde.

Debuten kommer i 1962 med novellesamlingen Blandt venner, der rummer flere parodiske beskrivelser af mentalt blinde, enten fordi disse mennesker er miljøskadede eller grotesk selvfornægtende som "Emilie Grüen". Venskaber bliver sent i forfatterskabet lidt af en redningsplanke, det er ikke tilfældet i den ironiske titelnovelle fra 1962.

I 1963 udkom den første roman, Al den snak om lykke, og den er som den eneste af forfatterens udgivelser ikke senere blevet genoptrykt. Og det til trods for at den er en første, tæt lille udgave af hele serien om familien Gregersen. Senere følger novellesamlingen Ly (1965) og romaner, der er mindre parodiske og mere ny-realistiske, solidariske i skildringen af almindelige mennesker, der kæmper med kærligheden, og overhovedet med det at blive bemærket af andre og af livet.

Det er svært at være Sammen (1967) men det er det, de fleste helst vil være, og det er ikke let at være Uden navn (1969) men nok alt for almindeligt. I sidstnævnte markerer en genreleg med spændingsromanen, at Christian Kampmann har lyst til at eksperimentere, en tendens man tidligt har kunnet spore i den flittige brug af skiftende synsvinkler, der relativerer det virkelighedsbillede de forskellige figurer bærer.

Trangen til eksperimenter kulminerer med et par underkendte men både morsomme og tankevækkende udgivelser: en kærligt-kritisk leg med triviallitteraturen i Nok til hele ugen (1971) og Pinde til en skønskrivers ligkiste fra samme år udstiller tilbøjeligheden til at skrive selvbiografisk og selvcentreret med hip til fx Klaus Rifbjerg og Tove Ditlevsen. Kritikken er skarp, og retrospektivt set har den været den sidste nødvendige refleksion forfatteren har haft brug for, inden han selv for alvor omskriver egne erfaringer.

1972 udkommer succesromanen En tid alene, der blev hædret med både Kritikerprisen og Boghandlernes Gyldne Laurbær. Titlen er på linje med den mildt eksperimenterende Nærved og næsten (1969) ikke ironisk ment: vi møder i En tid alene en pensioneret departementschef, som egentlig gerne vil i kontakt med andre, men det er ikke så let, når man skal holde på formerne.

Lyspunktet i den ensformige hverdag er besøg af barnebarnet, og til dels nyder den reserverede herre besøg af hushjælpen, enkefru Eriksen, der er et jordnært menneske, som forsøger at imødegå hans udtalte udviklingsskepsis. Den bliver ikke mindre, da barnebarnet dør ved en trafikulykke. Samfundets påvirkningskilder er utallige og fatale, lyder det ideologikritisk hos den misantropiske herre. Men han får optimistisk nok ikke det sidste ord.

Nærved og næsten rummer en egen forvandling, idet den skifter fra at være et studie i samlivsformer med dertil hørende utroskab, kærlighedskoks og forsmåelse til at ende som en metaroman. Fortælleren kommenterer sin egen fortælling, og andre muligheder for personerne diskuteres.

Det giver visse friheder, når læseren kan kigge ind i fortællingens laboratorium. Men legen kan ikke lave om på spillereglerne, på de mentale blokeringer og forsigtigheder som ligger til menneskene, og som forlener deres kærlighedsspil med forstillelse og resignation. Heller ikke fortælleren kan skabe verden om til det bedre. Vi er stadig lige ved og nærved og næsten. På livet som på fortællingen. Ingen går fri, ingen bliver fri.

Romanens indre skisma blotlægger en kunstnerisk og intellektuel drøm om at omforme den personlige historie og længslen efter den gennemgribende mentale forandring. Nærved og næsten er et illusionsløst portræt af drømmere, som har en alt for klar bevidsthed om, hvordan virkeligheden er fat. Forfatteren kan ikke ændre livets konditioner. Højst til slut besværgende gengive bibelens ord om kærligheden der er langmodig, mild og som ikke misunder, "den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt".

Kærligheden giver identitet, den tanke ligger i tiden og i særdeleshed hos Christian Kampmann, og i serien om familien Gregersen kan man ane en større tiltro til kærligheden. Tiden er måske svanger med forandringer, der ikke kun er til det værre. Seksualiteten ligner tidens religionserstatning, og sådan bliver den dyrket og misbrugt i de fire bøger. Det er et stort epos i kammerspilformat med storhed og fald, med små og store tragedier, med en afvikling af patriarken som den, der ved bedst.

Historien starter påsken 1954, og der kommer mange opstandelser og forviklinger inden udgangen 20 år senere i påsken 1974, hvor velfærdssamfundet synes at vakle. For at modgå det omsiggribende fald søger idealisterne og rebellerne ’andre måder’ at indrette sig på.

Eksperimenter og resignation mødes, spændingen mellem frisættelse og forkrampethed er igen et vigtigt modsætningspar i forfatterens bøger. Serien er kulørt snarere end den er dramatisk; i Gregersen-serien formår Christian Kampmann endelig at forene det finlitterære-psykologiske studie med den hang til det trivilitterære, som skinner igennem i Nok til hele ugen og i mange af novellerne. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan mange af personerne i de tidlige bøger ikke kan få nok af kulturel-litterær snobberi. I de senere bøger er det derimod kitsch, camp og kulørt melodramatisk kunst, som får det frydefulde frem.