J. P. Jacobsen

J.P. Jacobsen levede i en brydningstid kaldet ’det moderne gennembrud’, hvor romantikken blev forkastet, og naturalismen blev sat i højsædet både inspireret af Darwin og politiske vinde, som ønskede et mere ligeværdigt samfund. J.P. Jacobsen var på mange måder et sindbillede på sin tid. Han var naturvidenskabsmand til fingerspidserne, skrev guldmedaljeafhandling om alger og oversatte Darwin til dansk, og han ønskede med egne ord at ”overføre Naturens evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden”, som han skrev i sin dagbog den 15. januar 1867. Naturalisterne tog ham da også til sig, og han var en central del af det litterære parnas med brødrene Brandes i spidsen. Men det var, som om han alligevel ikke passede helt ind i deres programskrift. Dels mente de ikke, han var politisk nok, og dels var der også noget med hans skrivestil, som ikke helt passede ind. Han var alt for fokuseret på detaljerne og kunne kæle for en enkelt sætning i timevis. Af samme grund bliver han til tider kaldt for kolorist – på grund af den måde, han på poetisk vis maler sit landskab og sine karakterer frem. Desuden havde han langt mere fokus på de indre drifter, drømme og fantasier end på de ydre omstændigheder. Derfor passer han også bedre ind i den symbolistiske bevægelse, som opstod i Frankrig i 1860’erne, og som har drømme, fantasier og de subjektive oplevelser i centrum.

Et helt centralt tema hos J.P. Jacobsen er længsel. Længslen efter at høre til, at forbinde sig med andre mennesker og at manifestere sig i verden. Det er et tema, der fylder i romanerne om Marie Grubbe og Niels Lyhne, men også novellerne og digtene har længslen i centrum. Som det hedder om Niels Lyhne: ”Blot det vilde komme over ham — Livet, Kjærlighed, Lidenskab, saadan at han ikke kunde digte med det, men saa det digtede med ham”. I flere af værkerne er der i øvrigt karakterer, der er så drevet af længsler, de har fået efter at have læst litteratur, at det får deres liv til at kuldsejle, fordi intet i livet kan leve op til de romantiske litterære idealer. Det gælder for eksempel for Hervert Sperring i digtene og for Niels Lyhnes mor.

Blandt andre centrale temaer hos J.P. Jacobsen kan nævnes kunst, kærlighed, ateisme, ensomhed og meningsløshed.

J.P. Jacobsen var inspireret af sin tids nye tanker og ideer – ikke mindst af den engelske evolutionærbiolog Charles Darwin (1809-1882), den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) og den russiske forfatter Ivan Turgenev (1818-83).

Samtidig er og bliver J.P. Jacobsen en forfatter af det såkaldte moderne gennembrud, og det er oplagt at sætte ham i forbindelse med forfattere som Brandes-brødrene og Henrik Ibsen (1828-1906), men også med franske Gustave Flaubert (1821-1880). De nævnte forfattere har alle et særligt blik på kvindens stilling i samfundet, og det er oplagt at drage paralleller mellem eksempelvis J.P. Jacobsens ”Fru Marie Grubbe” og ”Fru Fønns”, Ibsens Nora fra ”Et dukkehjem” og Flauberts ”Madame Bovary”.

Med ”Marie Grubbe” skrev J.P. sig ind i et litterært forfatterfællesskab med tråde bagud til 1700-tallet og helt frem til nutiden. Ludvig Holberg skrev om Marie Grubbe i sin ”Epistel 89 – Om Sælsomme Ægteskaber” fra 1748. Steen Steensen Blicher baserede en karakter på hende i ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” fra 1824. H.C. Andersen skrev eventyret ”Hønse-Grethes Familie” i 1870. Af mere nutidige litterære bearbejdelser af Marie Grubbes liv kan nævnes Juliane Preislers ”Kysse Marie” fra 1994 og Lone Hørslevs ”Dyrets år” fra 2014. Hver især skriver værkerne sig ind i deres tid, og der er langt fra Holbergs rationalistiske blik, H.C. Andersens romantiske og til J.P. Jacobsens naturalistiske og symbolistiske udlægning, som er langt mere i tråd med Lone Hørslevs udgave af Marie Grubbe.

”Niels Lyhne” er det værk, der har haft størst litterær afsmitning i litteraturen. Med den østrigske forfatter Stefan Zweigs (1881-1942) ord var den ligefrem en generationsbibel. Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” minder en hel del om Niels. Begge har de mange talenter, men mangler evnerne til at folde dem ud. Østrigske Rainer Maria Rilke (1875-1926) brugte ”Niels Lyhne” som forbillede for sin roman ”Malte Laurids Brigges optegnelser” og lærte sig ligefrem dansk for at læse Jacobsen på originalsprog. Den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud (1856-1939) var dybt inspireret af ”Niels Lyhne”, og også tyske Thomas Mann (1875-1955), irske James Joyce (1882-1941) og engelske T.E. Lawrence (1888-1935) har fremhævet Niels Lyhne som inspirationskilde.