Palle Bregnhøi

Også i den bog er det et barns høje aktivitetsniveau, der skaber den ydre handling. Rasmus er på ferie hos sin moster og onkel og kusine og skriver et brev hjem om sine oplevelser. Brevet er bogens tekst, stakåndet og ulogisk springende. Billederne kontrasterer den lakoniske tekst, så man får alle nuancer i situationerne med, gjort på en måde, der er underholdende og forståelig for både børn og voksne.

Foruden at være en humoristisk effekt virker spændingen mellem tekst og billede også som en rørende påmindelse om, hvor sårbar kommunikationen mellem børn og voksne i grunden er, fordi vores positioner i verden er så forskellige, at selv sproget ikke umiddelbart er fælles, selvom Rasmus gør sit bedste.

F.eks. fortæller han, at han for at redde en kat ned fra taget må slæbe en stige derhen og klatre op ad den. Det går endda. Problemet er at komme ned igen, og Rasmus skriver kryptisk: Det var også fordi onkel har et drivhus lige ved siden af. Jeg kommer nok hjem imorgen. Billedet viser den forknytte dreng på taget, stigen liggende blandt glasskår tværs gennem et smadret drivhus og en truende udseende onkel ventende ved siden af. Så forstår vi alt.

Palle Bregnhøi lader taktfuldt historien ende på en måde, så barnet ikke hænges ud og viser, at lige så meget barnets uhæmmede energiudfoldelse kan komme på tværs, lige så livsnødvendig er den også - bogstavelig talt. På bogens sidste side meddeler Rasmus, at imorges faldt lille Ane i dammen. Men jeg hev hende bare op igen. Og nu har jeg spist is og jordbær og chokolade og småkager og lakrids og saftevand hele dagen, og jeg kommer først hjem om fjorten dage.

Netop det energisk skabende og levende står i centrum, når Palle Bregnhøi fortæller om, hvad det er, han ser, når han tegner børn: "Alle illustratorer tegner personer forskelligt i samklang med, hvem de selv er. Jeg vil gerne tegne ungerne i bevægelse, og at de laver en hel masse. Det er det, der er min tanke med det. Det er den udstråling, ungerne har, og som siger de unger, som skal se billederne noget. Jeg havde tre unger selv og har været med til deres fødsel, så jeg ved godt, hvordan sådan nogle unger ser ud, og hvordan de triller sig. Jeg har haft dem som modeller ustandselig - og det var det værste de vidste!"

De tekster, Palle Bregnhøi har illustreret, egne eller andres, tager så godt som alle udgangspunkt i en almindelig, genkendelig hverdag, som den udspiller sig i det velkendte fysiske univers, en verden, han skildrer veloplagt og ubesværet i sine billeder. "Jeg elsker tingene, og jeg synes, det er så spændende at gengive tingene, men så bare putte dem ind i historiens sammenhæng. Og samtidig håber jeg, at ungerne får den samme glæde, som jeg har, og at de opdager - jamen, det er jo smukt - det ser dejligt ud."

I Man kan da aldrig få brædder nok tegner han børn, der helt tydeligt har en glæde ved tingene og især ved at skabe ud af tingene. Og ligesom i Kirsebær-Martin er det vigtigste ikke at nå et mål, men at være i den skabende proces.

Historien udspiller sig i natur og landlige omgivelser, der er skildret med en forelsket sans for skønheden i kontraster, der giver billederne vibrerende liv og varme. Det gule sollys gør det frodige græs næsten selvlysende grønt, den nedgående sol er kæmpestor og dyborange mod billedets skumringsblågrønne forgrund, og et hus, der er en øjenfryd ved sine rød/hvide kontraster får lov til bare for skønhedens skyld at fylde næsten hele billedet.

Jo, det lykkes for Palle Bregnhøi at smitte os med sin forelskelse og den sindets lethed, forelskelsen hører sammen med.

Også i valget af synsvinkler giver Palle Bregnhøi os indtrykket af en fornøjet lethed, en tro på at alt er muligt. Der findes ikke det problem, der ikke kan løses kreativt. F.eks. lægges vinklen tit enten helt ovenfra eller skråt ovenfra, og når det også kombineres med et vidvinkelperspektiv, som f.eks. i billedet af det røde og hvide hus, kommer der foruden indtrykket af lethed også kompositorisk levende og udfordrende billeder ud af det.

De børn, han skildrer i sine egne bøger, er glade, fulde af appetit på livet og omgivet af voksne, der, i hvert fald inden bogen slutter, accepterer børnene som det, de er. Og uanset indholdet af de bøger, han i øvrigt har illustreret, er der altid lagt håb og varme ind i tegningerne af børnene. Også af børn som f.eks. Pelle fra Pelle Jansson bøgerne eller Palle fra Palles verden, der ellers begge må kæmpe hårdt for at klare sig i en overvældende og børneuvenlig verden.

Om den varme og venlighed, der altid er tilstede i Palle Bregnhøis billeder til børn, siger han selv: "Det værste jeg ved, det er når nogen siger om en tegning, at den er ´sød´, for jeg er ikke ude på at lave søde tegninger. Men jeg vil gerne lave varme tegninger, noget der er rart. Ikke bare for at lave noget behageligt, men noget, der er lyst og varmt og dejligt - men i overensstemmelse med teksten. Jeg synes, det er spændende at lave nogle groteske tegninger med uhygge og sådan, så det er ikke fordi jeg kun vil lave noget ´rart´, men det er bare der, jeg befinder mig. Jeg kan også bedst lide at omgive mig med rare mennesker!"

Jeg ved ikke, hvordan børnelitteratur skal være. Den kan være mange slags. Men du kan mærke om det er en god eller dårlig tekst. Jeg har altid prøvet med alle de bøger, jeg har lavet - og det er dér skiftet i teknikker kommer ind - at være trofast overfor forfatterens tekst. Jeg lever mig ind i teksten, og så prøver jeg at lave noget, som er i overensstemmelse med, men naturligvis på den måde, ´jeg´ vil udtrykke det."

Måske kan det ikke undgås, når man i så mange år har illustreret så mange tekster af andre forfattere, at nogle af teksterne ikke lever op til den standard, Palle Bregnhøi lægger i sine billeder.

Men Palle Bregnhøi lægger altid den varme i billederne, der er alfa og omega for hverdagsrealismen i billedbøger, og når de spiller sammen med en vellykket tekst af f.eks. Thøger Birkeland, Hans Hansen eller Nils Hartmann bliver resultatet trygge, stemningsfyldte billedbøger, der uden at overskride grænserne for hvad børn skal belemres med, tager børns problemer alvorligt og gør dem genkendelige og overskuelige for læseren.

I Hans Hansens fortælling om meget ung kærlighed, Det synger når man kysser, har Palle Bregnhøi understreget stemningernes bærende betydning i historien ved at lade hvert opslag have forskellig baggrundsfarve i samklang med hovedpersonen Lars´ stemning i løbet af den lørdag, der starter så trist, fordi han ikke skal i skole og derfor ikke kan være sammen med kæresten Lone.

Ud af et vellykket, tæt samarbejde med forfatteren Nils Hartmann er der kommet to billedbøger med nogle af Palle Bregnhøis fineste akvarelbilleder: Eske og Åmanden og Fatimas hånd. Her spiller han effektfuldt på kontrasterne i de kraftige farver, han holder af at bruge og får ved hjælp af farverne intenst og udtryksfuldt skildret både natur og følelser.

Som f.eks. i billedet af drengen Eske og den gamle mand, Åmanden, i mosen ved solnedgangstid, hvor Åmanden er blevet dårlig og er faldet om, og Eske bliver hos ham, men bliver mere og mere bange jo mørkere det bliver. Billedet er både et træffende udtryk for den skønhed og mosekonemystik, der er typisk for en dansk sommeraften og for den angst og uhyggefornemmelse, drengen har overfor det tiltagende mørke og det ukendte i situationen.

Farverne og spændingen mellem dem bruges også til at understre toner i teksten. på det opslag, hvor teksten første gang antyder, at noget er galt med Åmanden, viser billeder Eske, der endnu ikke aner uråd, stående i en plet klart gult solskin og i en påfaldende kontrast hertil Åmanden liggende slapt hen i koldt skyggeblåt.

I billederne til den fantastiske fortælling Dunjakken af Asger Klausen får Palle Bregnhøis billeder et nyt og lidt mørkere anstrøg af eventyrlighed og magi. Ikke fordi eventyret ellers er en fremmed verden for ham, der med indlevelse har illustreret mange forskellige folkeeventyr og -sagn, nordiske myter og H.C. Andersen-eventyr, men i Dunjakken viser naturalisten og hverdagsskildreren en magisk forvandling i et billedsprog, der på en særlig måde glider mellem magi og realisme.

Pigen Line forvandles under leg til en musvåge, og med Lines øjne oplever vi, hvordan det er at kunne flyve. Hvad man end mener om den måde, teksten blander magi og realisme på, formår Palle Bregnhøi i sine billeder at ramme de magiske lag i historien rent og vise os det fascinerende i fornemmelsen af, at ens arme er blevet til vinger, der suverænt følger aerodynamikkens elegante og kraftfulde love.

Paradoksalt nok tegner han det magiske element, fuglen, næsten minutiøst realistisk i modsætning til det mere frit fabulerende, der ellers ligger i hans billeder til børn. Men netop fuglens virkelighed sætter det fantastiske i Lines forvandling i relief. Og da Palle Bregnhøi samtidig elegant og dramatisk udnytter billedkompositionen i bogens høje format til at give os et indtryk af størrelsen, kraften og suset i en rovfugls vinger og luftrummets lange kig op og ned, får vi også et indblik i den overvirkelige fryd og fascination, Line føler ved som fugl at beherske luftens element.

Også det magiske element rummes altså af Palle Bregnhøis trofasthed overfor den tekst, han illustrerer, og som alle de andre facetter af hans tegnetalent får det hans helt personlige præg. Det præg af varme og venlighed og den letflydende kreativitet, livsglædens grundlag, som er en integreret del af hele hans personlighed. Og bedre udgangspunkt for at illustrere til børn kan man vel næppe have!