Asta Olivia Nordenhof

Kropsligheden skrives helt ud i Nordenhofs tekster, der blander selvbiografisk stof med åbne, ufærdige og nogle gange absurde, galgenhumoristiske fiktioner. Kroppen og seksualiteten er ikke udtryk for subjektets indre kerne, men både begrænsning og mulighed for vores relationer. Den ubehagelige kropslighed fremskrives, så også læseren kan mærke det; teksterne kan være nærmest pornografiske: ”jeg lægger jeg til et hvilket som helst forsøg på at kneppe mine tankesæt i stykker i aften […] jeg stiller mig ovre i baren når jeg er færdig med at læse op..” (”Lejlighedssang”, ”Antologi 2010”, s. 78). Men det pornografiske overdrives i en grad, så læseren også føler sig udsat eller frastødt. Nordenhof har kaldt det ”antiporno” og er i det hele taget interesseret i at angribe de rammer, der udstikkes for f.eks. sin og sine kvindelige forfatterkollegaers tale: “for mig handler det om at tematisere den desperation der udspringer af det forhold, at det er svært for mig ikke at lade min duelighed som begærsobjekt være det vægtigste selvvurderingsapperat, det er sekundært for eksempel at være en god forfatter, hvis mænd ikke begærer mig føler jeg mig diskvalificeret.” (Asta Olivia Nordenhofs blog jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com, som nu er lukket.).

I ”Et ansigt til Emily” lader hun, med breve og replikker, skriftformen mime indholdets kredsen om længsel, henvendelse og mulige svar. Det er afsøgninger af, hvordan man kan tale med hinanden på tværs af afstande. Det intime opstår hos Nordenhof ikke i vellykkede kærlighedsmøder, men i besværet og fremmedheden: ”Den normale forestilling er, at kærlighedssproget har til formål at fjerne afstanden mellem mennesker, men det ideal kan jeg ikke abonnere på. Jeg vil finde et sprog, som kan omfavne afstanden. Ikke kun afstanden til de døde og de konkret fraværende, men også til den elskede, som står lige over for dig.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09).

Med ”Scandinavian Star”-serien tager Nordenhof resolut fat om såvel kærligheden som kapitalismen og dens skæbnesvangre konsekvenser på individuelt niveau. Hun skriver ømt og rasende, med tungen i kinden og kniven hævet i disse (djævelsk) subversive romanværker. For hver bog i serien skifter genren og karaktererne, men med en eksplicit fortæller som gennemgående figur sammen med det kapitalismekritiske blik på en verden, der kunne bruge mere kærlighed.

Nordenhof har i første del af sit forfatterskab bl.a. det tilfælles med samtidige forfattere som Rasmus Halling Nielsen, Theis Ørntoft, Bjørn Rasmussen og Olga Ravn, at de skriver litteratur med det sprog, de også bruger på Facebook og til fester. Det er ungdom både som form og indhold og litteratur både som bøger og blogs. Brugen af internettet som naturlig forlængelse af skriften har Nordenhof tilfælles med den tyske forfatter Helene Hegemann (født 1992), der i 2010 udgav den rasende og i høj grad ’copy-pastede’ coming-of-age roman ”Axolotl Roadkill”, og sammen med Bjørn Rasmussen har hun f.eks. haft bloggen villabror.blogspot.com, hvor de lader deres romankarakterer mødes.

Hvor 1990’er-forfatterne skrev med en vis knaphed, og følsomheden veg for bl.a. leksikalske interesser og postmodernistiske drillerier, bugner mange af denne næste generations forfatteres tekster af begær, smerte, sex og humor. Forfattere som Olga Ravn, Julie Sten-Knudsen og Bjørn Rasmussen bruger biografisk stof og seksuelle erfaringer og interesserer sig for identitet og selvdefinitioner. Der er en række markerede jeg’er i deres tekster, men det er ikke af den grund en tilbagevenden til en centrallyrisk dyrkelse af det inderlige forfatterjeg. Kulturelle og politiske forestillinger om jeg’et både citeres og udfordres af teksternes (vilde) kropsligheder, poetikker og politikker. Der er en interesse for rammerne for, hvordan kønnet og kroppen kan få udtryk i vores samfund.

Mange anmeldere har nævnt den tavse, passive karakter ”Emily” i Mikkel Thykiers værk ”Daglig tale” (2002) som et muligt forlæg for ”Et ansigt til Emily”. Hun kan siges at få stemme hos Nordenhof i en videreskrivning af hans kredsen om intimitet og afstand. I det hele taget er Nordenhof en del af et fællesskab af forfattere, der er i samtale med hinanden og som undersøger krop, intimitet og begær som størrelser der både begrænser og muliggør vores tale. Andre forfattere, der beskriver kærlighed som en forhandling, en transaktion, er bl.a. Amalie Langballe, Anna Rieder og Karl Kofi Ahlquist.

Katastrofen på Scandinavian Star har også sat aftryk i andre skønlitterære værker. Det er kendt, at den norske forfatter Per Petterson mistede sine forældre og en bror i skibsbranden, og blandt andet i hans romaner ”I kølvandet” og i ”Mænd i min situation” spiller branden og de følelsesmæssige og eksistentielle efterdønninger af den en særlig rolle.