Klas Östergren

Klas Östergren er født i 1955 i Stockholm, hvor han voksede op som den yngste i en familie på seks i bydelen Lilla Essingen. Familien var ikke særligt kulturelt orienteret, men forældrene læste dog en del, og det smittede af på deres yngste søn. I interviews har Östergren fremhævet, hvordan familiens skrivemaskine kom til at have essentiel betydning for hans liv: ”Det var ikke uvæsentligt, at vi havde en skrivemaskine i familien, sådanne underlige ting. Og den maskine bruger jeg stadig dagligt.” (Lotta Palmelius: Klas Östergren: ”Skrivandet är en galet asocial syssla”. Icakuriren, 2014-09-27. Egen oversættelse).

Allerede under gymnasietiden forsøgte han at få udgivet en digtsamling, men det var først med romanen ”Atilla”, at han debuterede i 1975. I løbet af anden halvdel af 1970’erne udgav han tre romaner, og med den fjerde, ”Gentlemen” fra 1980, brød han for alvor igennem som forfatter. Til gengæld blev gennembruddet massivt. Romanen om brødrene Morgan blev omgående kult og sikrede den kun 23-årige forfatter en central plads i det svenske litterære miljø.

Den plads blev cementeret i 2014, hvor Östergren blev optaget i det Svenske Akademi, som uddeler Nobels litteraturpris. Normalt bliver man tildelt sin plads på livstid, men oven på den skandale, der rystede Akademiet i 2018, valgte han som syv andre medlemmer at træde ud af akademiet.

Udover selv at skrive romaner har Klas Östergren arbejdet som oversætter. Han har bl.a. oversat J.D. Salingers ”Griberen i rugen” til svensk, ligesom han har oversat Henrik Ibsens 12 samtidsdramaer.

Klas Östergren var fra 1982-1989 gift med skuespilleren Pernilla August, som han fik en datter med. I dag er han gift med Cilla Östergren, som han har fire børn sammen med. De bor i Kivik i det sydøstlige Skåne.

Som et vildt ridt gennem efterkrigstidens Sverige fortæller Klas Östergrens gennembrudsroman ”Gentlemen” fra 1980 (”Gentlemen”, 2006) historien om brødrene Morgan – et sæt excentriske eksistenser i Stockholms kreative klasse, der lever fra bar til bar, vers til vers og eventyr til eventyr.

I 1979s mørke og kolde forår har fortælleren Klas Östergren barrikaderet sig i Henry og Leo Morgans lige så mørke og iltfattige herskabslejlighed. Han er alene, kronraget og plaget af en hjernerystelse, men dog fast besluttet på at skrive et epos om Morgan-brødrene – hans forsøg på at fastholde de to, der nu er forsvundet sporløst. Et år tidligere kendte han ingen af dem, men i løbet af tiden fra han møder Henry til det trøstesløse forår, har Klas’ liv og eksistens spundet sig tæt om brødrene.

Da Klas møder Henry, har der været indbrud i hans lejlighed, og den unge forfatter ejer bogstavelig talt ingen ting – han er ingen – udover en skrivemaskine og nogle få værdiløse genstande. Han tøver derfor ikke, da jazzpianisten Henry Morgan tilbyder ham at flytte ind hos sig. Henry er en impulsiv og optimistisk gentleman, som viser sig at have et liv som både spion, kontorist i London og forsmået hanrej bag sig, selv om han blot er i midten af 30’erne. Efter nogle glade måneder i lejligheden, hvor Henry arbejder på sin musik, når han ikke bogstavelig talt graver efter guld i kælderen, og Klas skriver en pastiche over August Strindbergs ”Röda rummet”, dukker Henrys bror Leo op.

26231019

Leo er Henrys modsætning – en tænksom poet, som med tiden er blevet nihilist og kommer direkte fra en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Hvor Henry er en ”handlingernes og håndgribelighedernes mand” (s. 259), har Leo netop befundet sig i en katatonisk tilstand – lammet og lukket af fra omverden.

Persongalleriet er fyldt med eksistenser fra alle lag i det svenske Folkhemmet, som tipskongens datter, der kører bil vildere end en rallykører, Werner Hansson, der er besat af forsvundne menneskers skæbner, Henrys kæreste, den elegante Maud og den mystiske W.S., som på mistænkelig vis gentagne gange dukker op i de andres liv.

Siderne stråler af generøs fortælleglæde, og som læser får man serveret en lang række fortællinger fra Henry og Leos liv. Men selv om romanens Klas skriver alt ned, står det ved slutningen klart, at han stadig ikke ved, hvem brødrene er.