Baggrund

Citat
”Ove og Rune stod uden for deres huse med hænderne stædigt stukket ned i bukselommerne, som fortidslevn i en ny tid, mens en parade af overlegne ejendomsmæglere med slipseknuder så store som grapefrugter patruljerede på den lille vej mellem husene og betragtede de to, som gribbe betragter aldrende vandbøfler”.

”En mand der hedder Ove”, s. 259.

Fredrik Backman er født i Stockholm, men hans barndom, ungdom og tidlige voksenliv fandt sted i Helsingborg. Frem til han fyldte 25, drev Backman lidt tilfældigt rundt mellem universitetsstudier og ufaglærte jobs. Han arbejdede som truckfører på et lager, da han solgte sin første kronik til Helsingborg Dagblads gratisavis Extra. Han blev derefter fast kronikør på avisen. Fra Extra fløj han videre til livsstilsmagasinet Moore i Stockholm. Efter eget udsagn var det her, han lærte at skrive underholdende. Efter Moore begyndte Backman et liv som freelance-skribent og stiftede for første gang bekendtskab med det at blogge. Indtil 2015 bloggede han for det svenske mandeblad Cafés webudgave. I dag har han sin egen blog på fredrikbackman.com.

I et interview fra 2012 forklarer Backman sine overvejelser omkring det at blogge: ”Du kan tage et hvilket som helst emne, og få folk til at læse det hvis du skriver underholdende. Så derfor tænkte jeg, at blogformatet ville passe mig.” (Jack Werner: Fredrik Backman i stor intervju: ”Jag är fortfaranda beredd att börja köra truck igen”. Ajour, 2012-01-13).

Backmans indgang til at skrive romaner gik gennem hans virke som blogger. Sammen med bloggerkollegaen Jonas Cramby udviklede Backman Ove. Karakteren Ove voksede, og i 2012 tog han form som hovedpersonen i Backmans debutroman ”En mand der hedder Ove”, som blev voldsomt populær og havnede på New York Times’ bestsellerliste. Om romanens popularitet og samspillet mellem ham selv og romankarakteren Ove siger Backman: ”Jeg tror, at det, der gør, at folk synes, det er sjovt at læse om Ove, er at hans vrede over for sine omgivelser er helt ude af proportioner. Han kan blive virkelig sur over ting, der slet ikke befordrer, at han bliver så sur. Sådan er jeg også. Jeg er klar til at gå i krig, hvis jeg får dårlig betjening på en café eller nogen svarer mig arrogant igen. Eller hvis kaffemaskinen ikke virker. Så bryder verden sammen.” (Anders Hjort: Megasælgende svensk forfatter: Jeg har virkelig ingen idé om, hvorfor jeg har succes. Politiken, 2014-11-09). I 2015 blev ”En mand der hedder Ove” filmatiseret i Sverige. Fredrik Backman har efterfølgende udgivet seks romaner.