Tone

Suzanne Brøggers lille værk “Tone” fra 1981 bærer undertitlen “Epos”. Det er et heltedigt om Tone, og det består af et utal af vers om en vis Tone, der er inspireret af Tone Bonnén. Tone Bonnén levede fra 1914-1980 og var kostumier og scenograf. Blandt andet lavede hun kostumer til en forestilling på Det Kongelige Teater, hvor Suzanne Brøgger havde en rolle. Tone er en fattig hattemager fra København, som er rig på omsorg og overskud. Som det hedder om Tone: “Hvad hedder den maskine/ Tone var,/ der uafladeligt lavede/ angst om til mod,/ sorg om til glæde/ og smerte til lyst?/ En særlig ømskindet opskrift/ af bar bevægelse,/ givende og gavnlig,/ over et gram i den rigtige vægtskål.” (s. 60-61). Hendes omsorg viser sig blandt andet ved, at hun lader en hjemløs spritter sove i en lænestol på hendes trappe, at hun lader en tyv rende med det meste af hendes kunst, og at hun glad lader mænd tage for sig af hendes frugter.

51771966

“Tone” er en art biografi, men ikke i gængs forstand. Teksten springer rundt i tid og sted og er skrevet i verseform med rytme og et omkvæd, der går igen: ”Jeg synger om Tone,/ sorgen skal skrives i vand,/ glæden i sten,/ fuglene flyver i form af en fisk.” På den måde mimer ”Tone” antikkens heltekvad som for eksempel eposset om Odysseus i Homers ”Illiaden”, og det vrimler da også med henvisninger til antikken. Blandt andet sammenlignes Tone med visdommens og krigens gudinde Athene og med frugtbarhedens gudinde Penelope. Det kan virke pompøst, og Tone er selvsagt ikke nogen traditionel helt. Men selv om Tones liv er helt igennem ordinært og fuldt af skilsmisser, økonomiske bekymringer og sygdom, er hun en helt i omgivelsernes øjne, fordi hun er så fuld af livsglæde og -kraft og insisterer på næstekærligheden som drivkraft.

”Tone” kan læses som et feministisk værk, da Brøgger opskriver en kvindeskæbne, der som oftest bliver taget for givet såvel i livet som i litteraturen. “Tone” giver således liv og stemme til dette mellemlag af et kvindeliv, og det endda på ægte sprudlende vis.