I januar 1964 udkom ”The Times They Are A-Changin’”. På det sort-hvide cover ses en skeptisk Bob Dylan portrætteret med et hævet øjenbryn. Dette ansigtsudtryk afspejler tonen i albummets 10 sange, der er sarkastiske og samfundskritiske. Fotografiet er desuden en reference til et portræt af Dylans musikalske helt, folk-legenden Woody Guthrie.
Titelsangen varsler nye tider, fordi ungdommen ikke længere vil finde sig i undertrykkelse, diskrimination og racisme. Det nytter ikke noget, at forældrene opponerer, for man kan ikke kritisere, det man ikke forstår, synger Dylan. Flere af albummets sange følger i samme spor. ”Only a Pawn in their Game” handler om mordet på borgerrettighedsforkæmperen Medgar Evers. Denne sang spillede Bob Dylan til den historiske protestmarch for sortes borgerrettigheder i USA i 1963, hvor Martin Luther King holdt sin berømte ”I Have a Dream”-tale. ”Ballad of Hollis Brown” og ”The Lonesome Death of Hattie Carroll” er ligeledes brutale historier om meningsløs død.
50978133
I den bitre, ironiske ”With God on Our Side” gennemgår Dylan slavisk nyere tids amerikansk historie. For som han ironisk bemærker, fremgår det tydeligt af historiebøgerne, hvilket foregangsland USA har været. Men hvad er det for et land, der udrydder dets oprindelige befolkning, fører borgerkrig og sender sin ungdom i skyttegravskrig til ingen verdens nytte? Dylan drager en parallel til nazisternes holocaust og konkluderer, at Tyskland også i disse misgerninger havde Gud på sin side. Selv de største syndere, forrædere og idioter har åbenbart Guds støtte. Det efterlader jeget i dyb frustration og forvirring, og afslutningsvis beder det den selvsamme Gud om at stoppe den næste krig. Dvs. en frygtet atomkrig mellem det kapitalistiske USA og det kommunistiske Sovjet.
Gennembrudsalbummet ”The Freewheelin' Bob Dylan” fra 1963 og de to album fra 1964, ”The Times They Are A-Changin’” og ”Another Side of Bob Dylan”, har det til fælles, at de er politiske folk-sange fra de tidlige tressere skrevet til og indspillet på en akustisk guitar. Året efter brød Dylan med denne stil, da han, til stor forargelse hos mange af sine fans, gik elektrisk.