Baggrund

Citat
Citat:
”Han kom hele tiden til at tænke på Gylte … og ligesom dengang han havde mistet lydkontakten med sin mor, undrede han sig over, at bølgerne stadig kunne rulle, at vinden kunne hyle, som om intet var sket. Nej, tænkte han, jeg vil ikke tænke på det. Han ville drømme/ om kaskelotterne/ om stjernernes lys/ hemmeligheden/ sangene. Han gled op i bølgerne for at overgive sig til søvnen. Meget ensom og meget træt.
”Kaskelotternes sang”, s. 85.

Bent Haller er født i Bangsbostrand ved Frederikshavn den 5. juni 1946. Han skulle egentlig som alle andre have arbejdet på skibsværftet i Frederikshavn, men han begyndte i stedet at uddanne sig som maler og grafiker på Det Jyske Kunstakademi, og han har også læst ved universitetet i Aarhus. Ingen af delene blev gjort helt færdige, og i stedet begyndte han at skrive.

Haller beskriver flere steder sig selv som indadvendt og drømmende. Han er ikke glad for store forsamlinger og optræder kun sjældent i medierne. ”Det er selve processen, der er vigtig. Sådan er det også lidt med bøgerne. Derfor holder jeg aldrig foredrag. Jeg gider ikke snakke om dem [bøgerne, red.], de interesserer mig ikke. Når de udkommer, er jeg i gang med tre andre ting. At skulle tale om en bog, der er udkommet, er som at blive trukket tilbage, i forhold til der hvor jeg er nu,” siger han i et interview med Information (Trisse Gejl: Jeg er en vulkan i udbrud. Information, 2009-05-22).
De mere end 100 bøger, hans forfatterskab rummer, er måske netop produktet af denne isolerede tilværelse. Som han selv siger: ”Jeg kender kolleger, der oplever, at når de har skrevet en bog, så er brønden tømt, så skal den fyldes op igen. Det er vist meget almindeligt. Så kan man være menneske i pauserne, være social, være tilstede. Men det skvulper hele tiden over i mig.” (Trisse Gejl: Jeg er en vulkan i udbrud. Information, 2009-05-22).
I erindringsbogen ”Det man husker” (2015) fortæller han om et liv, hvor kun få har fået lov at komme helt indenfor, om konen Alice og vennen Uffe, som han ikke længere ser.

Bent og Alice Haller er gift og har fire børn sammen. De boede i mange år sammen i Thisted, hvor Haller også skrev fast i den lokale avis. Ironisk nok var det i Thisted, hans bøger i 1970'erne fik en ublid medfart af presse og politikere, og det var herfra, en debat om Bent Hallers bøger, og hvad børnebøger måtte – eller snarere ikke måtte – indeholde, bredte sig til det ganske land. Børnene er voksne nu, og Alice og Bent er flyttet til Hasseris i Ålborg.