Baggrund

Citat
”Regnen stod stadig ned, da Thomas kom ud fra Reden, og der var ikke en taxa at se i miles omkreds. Han slog hættekraven op og begyndte at gå ned ad Istedgade på vej mod Colbjørnsensgade og russerklubben. Det var et langskud, men trods alt et forsøg værd. Han havde aldrig hørt om stedet, men var sikker på, at Melby kendte til det. Østeuropæerne var hans område – havde i hvert fald været det (…)”
”Afsporet”, s. 132.

Michael Katz Krefeld er født i 1966 i Gl. Holte og opvokset på den københavnske Vestegn. Han er barnebarn af krimiforfatteren Hermann Krefeld, men barndomshjemmet i Hvidovre var ikke litterært som sådan. Forældrene havde Lademanns Leksikon på reolen i stuen og modtog bøger fra diverse bogklubber. Michael Katz Krefeld mener selv, at opvæksten har præget forfatterskabet: ”Jeg var en enspænder og kunne godt lide bare at cykle rundt og opdage, hvad man nu kunne opdage i Hvidovre. Jeg elskede at finde de øde steder og genindspille de ting, som jeg havde set i fjernsynet, oppe i mit hoved. Villavejene var enormt spændende. Der gemte sig en masse hemmeligheder bag alle de pænt klippede hække. Og der var aldrig langt til øde marker og moser. Det var en god måde at underholde sig selv på, og jeg fandt det i virkeligheden sværere at blive underholdt af andre.” (Thue Ahrenkilde Holm: Katz Me If You Can. Berlingske, 2014-09-23).

Michael Katz Krefeld var skoletræt efter 10. klasse og fravalgte derfor en videregående uddannelse. I stedet begyndte han at skrive og instruere novellefilm, hvoraf flere har været vist på internationale filmfestivaler og er solgt til andre lande. Han har været kreativ konsulent for bl.a. Lego og Universal Music, og så har han skrevet tv-manuskripter til flere danske tv-serier, bl.a. ”Nikolaj & Julie”, ”Hotellet”, ”Skjulte spor” og ”Nynne”. Som forfatter er han inspireret af især tv-serier og film. Han er desuden mere inspireret af den amerikanske krimitradition, f.eks. James Ellroy, end af den skandinaviske samfundskritiske krimi. I modsætning til f.eks. Stieg Larsson skriver Krefeld ikke sine egne politiske holdninger ind i bøgerne, da han mener, at det hurtigt bliver for kedeligt for læseren og ødelægger underholdningen. Krefeld er langt mere optaget af sine karakterers personlige historie og motivation for at handle på bestemte måder, hvilket ofte har skæbnesvangre konsekvenser.

Michael Katz Krefeld har på kort tid opnået stor succes med sine bøger, som er solgt til udgivelse i 20 lande. Hans bøger kan inddeles i fire serier. Den første er med lægen Maja Holm. Den anden er med et makkerpar: chef for PETs antiterrorkorps Nikolaj Storm og den suspenderede vicekriminalkommissær Katrine Bergman. Den tredje er med politikommissæren Thomas Ravnsholdt, som er på sygeorlov, men alligevel involveres i spektakulære sager. Den fjerde er en serie om den nyudnævnte politikommissær Cecilie Mars, og serien følger hendes daglige efterforskningsarbejde på gerningssteder i København.