”Før stormen” er Michael Katz Krefelds krimidebut fra 2007, og for den modtog forfatteren samme år Det Danske Kriminalakademis Debutantpris. Hovedpersonen er den danske læge Maja, som efter et mislykket parforhold i Danmark har bosat sig i en lille by i Vestnorge. En ung narkoman dør af en overdosis, mens Maja har vagt på skadestuen. Maja er den læge, som uden held forsøger at genoplive ham, og da politiet ikke gør meget ud af at efterforske, om dødsfaldet var et uheld, et selvmord eller et mord, går Maja selv i gang med at undersøge sagen. Det viser sig snart, at den afdøde slet ikke var afhængig af stoffer, da han døde, og her spiller obduktionsrapporten en vigtig rolle.
Privat bor Maja alene og har selv et pillemisbrug, hvilket ikke kun giver hende et professionelt, men også et privat motiv til at ville opklare sagen om den unge afdøde mand. Maja kæmper ikke kun med den umulige sag. Hun har også en dominerende mor i Danmark, der ofte ringer hende op og blander sig i hendes liv på grænseoverskridende måder. Maja har desuden en fordrukken underbo, Kvam, som hun tager på fersk gerning i at snuse til hendes trusser, der hænger på tørresnoren i kælderen. Selvom hun egentlig afskyr ham, bliver hun alligevel chokeret, da han findes brutalt myrdet i sin lejlighed.
26952360
Den lokale tv-station bringer historierne om den unge mand, der døde af en overdosis og drabet på Kvam, og Maja møder i den forbindelse journalisten Stig, som vækker hendes interesse. De indleder lidt kejtet en affære, samtidig med at de går på jagt sammen efter morderen og undersøger, om der kan være en forbindelse mellem de to mord. Undervejs bliver Maja selv overvåget af skumle mænd i en sort bil, hun udsættes for overfald og indbrud, og hun forsøger at håndtere angsten med flere piller og mere alkohol.
Romanen er fortalt i tredje person fra Majas synsvinkel, og man får hurtigt sympati med den indesluttede og humørsvingende hovedperson og hendes mandlige modstykke, den godmodige nordmand Stig. Forfatteren ved tydeligvis, hvordan man skruer en god krimiintrige sammen, sproget er ligetil, og der er mange nærmest filmiske sekvenser. ”Pans hemmelighed” (2009) er anden del i serien med Maja Holm, som involveres i en ny sag, men de to bøger kan læses uafhængigt af hinanden.