Jørgen Leth blev født i 1937 et par år før Anden Verdenskrig og voksede op i en toværelses lejlighed på Regensburgsgade nr. 5 i Århus. Her boede han de første tyve år af sit liv, og her oplevede han den store krig med sine barneøjne: “Når der var luftalarm om natten, tog min far og min mor nogle dyner under armen og så gik vi ned i en dertil indrettet kælder. Det syntes min søster og jeg var alle tiders. Der mødte vi de andre børn fra flere opgange, og så kunne vi sidde der og være vågne eller ligge os i skødet på vores forældre og vente på, at alarmen blev blæst af igen. Det var en spændende tid.” Dette barndomsglimt fandt Leth frem mange år efter til sin erindringsbog “Det uperfekte menneske” fra 2005, der på mange måder er en slags status over et langt levet liv i kunstens og æstetikkens tegn.
Helt fra sin ungdom havde Leth to store passioner, som kom til at forme hans professionelle virke helt frem til i dag: sport og kunst. Og meget gerne en blanding af disse. Gennem sin barndom besøgte han ofte Århus Cykelbane, som hans onkel bestyrede, og som lidt ældre svingede han battet i Marselisgaard Bordtennisklub. Sporten blev hos Leth forenet med en kunstnerisk søgen, og Leth kastede sig i sin gymnasietid ud i en ivrig fascination af den moderne jazzmusik. Denne fascination blev samtidig hans indgang til arbejdslivet, idet han begyndte at skrive om den, først i gymnasiebladet og lokale aviser, og siden i Politiken og det hedengangne Aktuelt. Her udvidede han emneområdet betydeligt og skrev også om ballet, teater, film og senere endnu om sport.
Leth fortsatte med journalistikken sideløbende med, at han skabte en egentlig kunstnerisk produktion. Først og fremmest med digte, men siden med film. Leth debuterede i 1962 med digtsamlingen “Gult Lys”. Hans første film, dokumentaren “Stopforbud” fra 1964, er en surrealistisk portrættering af jazzpianisten Bud Powell, lavet i samarbejde med Leths faste fotograf Ole John. Leth deltog i denne tid i aktiviteterne omkring den tværkunstneriske gruppe, der mødtes omkring tidsskriftet ta’. En gruppe der var inspireret af popkunst, fluxus, populærkultur og som forsøgte at give den døende modernisme et velplaceret spark i røven.
I årene efter, at Leth havde etableret sig som kunstner, fulgte en lind strøm af digtsamlinger, filmbøger og især film. I dag står Leth som en markant og original fornyer af dokumentarfilmgenren med en lang række internationalt anerkendte og prisbelønnede film, blandt andet “Det perfekte menneske” (1967), “Stjernerne og vandbærerne” (1974), “En forårsdag i Helvede” (1977), “66 scener fra Amerika” (1982), “Michael Laudrup – en fodboldspiller” (1993) og “De fem benspænd” (2003).
Leths job som journalist har bragt ham mange steder omkring i verden, og han har gennem sit liv boet flere forskellige steder. Især har han et tæt forhold til den caribiske ø Haiti, hvor han i en periode var dansk æreskonsul. Det var også som journalist, at Leth blev kendt og elsket i den danske offentlighed for sin rolige og indlevende stemme som Tour de France-kommentator på TV2 sammen med makkeren Jørn Mader.
Leth har skrevet en lang række digtsamlinger, en bunke artikler samt film- og essaybøger. Han har skrevet et par opslag i ”Brøndums kunstneriske Encyklopædi” (1994). De fleste opslag handler om film, men han har også skrevet tekst til opslagsordet Kusse. Et ord som Leth fornemmes at være specielt glad for, idet det er et af de mere gennemgående i hans forfatterskab.