“Planen” fra 2015 er Morten Papes debutroman. Romanens hovedperson er identisk med forfatteren, og værket falder inden for den autobiografiske genre, hvor der ikke skelnes mellem hovedperson og forfatter. Handlingen udspiller sig i Urbanplanen på Amager, og boligområdet danner rammen for fortællingen, hvor vi følger drengen Morten og hans opvækst, fra skolestart til lærervikar på selvsamme skole, hvor ringen umiddelbart slutter med hans opsigelse.
Morten vokser op i et understimuleret og lukket miljø, hvor der hersker helt egne normer og regler. Han higer allerede som barn efter intellektuel stimulering, og han falder markant udenfor med sin verdensanskuelse, drømme og nysgerrighed efter, hvad verden har at byde på uden for boligområdet.
Hans higen efter retfærdighed og et bedre udsyn får ham gang på gang til at løbe panden mod en mur. Som da han i et brændende ønske om adgang til en anden verden melder sig som børnestatist og for en stund lykkes med at få uddannede voksne mennesker til at forvente noget af ham. Men da det så virkelig gælder, begynder han at stamme – og må tages af rollelisten igen. Eller som da han efter sin mangeårige forelskelse i den jævnaldrende Katarina ikke kan forene fantasi med virkelighed, da følelserne for en kortere periode endelig bliver gengældt.
52037719
Bruddet med Katarina gør, at den ligegyldighed, der hersker i miljøet, får lov til at smitte af på Morten. I mange år havde han ellers set Katarina som en hemmelig billet ud af Urbanplanen: “Katarina kaster smilende og lykkelig om sig med bløde bevægelser. Det går op for mig, hvor meget jeg stadig elsker hende. Hver måned går der rygter om at hun har fundet sig en ny kæreste eller en eller anden idiot. Hver gang jeg hører om alt det hun foretager sig uden mig, bliver jeg luns for luns et mindre menneske der suges ned i jorden, gennem gulvbrædder og beton, indtil jeg til sidst kun anskuer verden i støvlehøjde med hovedet stikkende op.” (s. 251).
De uforløste drømme hober sig op, og Morten begynder at udvise den samme grundfølelse af opgivenhed over for tilværelsen som sine omgivelser. Han lader tilfældighederne styre i teenageårene og dulmer skuffelsen og tristheden over sin familie og sig selv med rigelige mængder alkohol og hash. Det sidste misbrug tager styringen i en årrække, og dagene forsvinder i de samme tåger, der kun levner udsyn til meget få gøremål.