gunvor reynberg
Foto: ELLE

Gunvor Reynberg

journalist Michelle Mølgaard Andersen, 2014 og 2019.
Top image group
gunvor reynberg
Foto: ELLE

Gunvor Reynbergs skæve og humoristiske børnebøger er fulde af action og spænding. De indeholder sjove illustrationer, rappe replikker og et broget persongalleri. Bøgerne er skrevet til og om børn i skolealderen og behandler genkendelige hverdagsemner som venskab og familieliv set fra barnets perspektiv. Men de tager også fat på mere alvorlige temaer som mobning, ulighed, depression, selvmord, alkoholisme og integration.

54079443

Blå bog

Født: 25. maj 1960.

Uddannelse: Skuespiller fra Statens Teaterskole.

Debut som børnebogsforfatter: Pelle Pophår og Panodilpigen. Høst & Søn, 2011.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: The Movie. Høst, 2018. (Os i 3.U, 4).

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Det var mens han ledte, at han fik tømt øldåsen og smed den i en busk, og selvom vi alle sammen ved, at det er noget værre svineri at smide affald i en park, så havde Torleif simpelthen så travlt med at lede, at jeg synes vi skal undskylde ham denne ene gang.”

”Jagten på Benny”, s. 93.

Gunvor Reynberg er født i Vanløse d. 25 maj i 1960. Da hun var otte år gammel, medvirkede hun i filmen ”Det var en lørdag aften” (1968). Hun er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990, og som skuespiller har hun medvirket i både tv-serier, film, julekalendere og revyer. 

Hun har blandt andet medvirket i et afsnit af tv-serien ”Landsbyen” (1991-1996), to afsnit af tv-serien ”Anna Pihl” (2006-2008) og i to afsnit af tv-serien ”Sommer” (2008). På det store lærred har hun medvirket i film som ”Olsen-Bandens sidste stik” (1998) og ”Juliane” (2000).

I 1983, før Gunvor Reynberg uddannede sig til skuespiller, debuterede hun som tekstforfatter på studenterrevyen, hvor hun også selv spillede med i nogle sæsoner. Siden da har hun medvirket i revyer hele landet over. Både som skuespiller og manuskriptforfatter. I 2001 blev hun tildelt prisen som Årets Revykunstner, også kaldet ”Årets Dirch”.

Gunvor Reynberg har skrevet manuskript til flere af Eventyrteaterets og Anemoneteaterets børneteater-forestillinger. Derudover er hun manuskriptforfatter til teaterversionerne af flere kendte børnebøger af nyere tid, herunder Renée Toft Simonsens ”Karlas Kabale”, Kim Fupz Aakesons ”Vitello” og Manu Sareens ”Iqbal Farooq”.

Hun debuterede som børne- og ungdomsforfatter med novellen ”Perlevenner” i novellesamlingen Pære-perker-dansk i 2011. Samme år udgav hun sin første børne- og ungdomsbog, ”Pelle Pophår og Panodilpigen”, og året efter fulgte andet bind i serien, der i dag tæller seks bøger. I 2016 udgav hun en ny serie om vennerne Foxy og Mikkel i 3.U, og der er indtil videre udkommet fire bøger i den serie.

Gunvor Reynberg er i dag næstformand for Skuespillerforeningen. Hun er gift med Bo Skødeberg Kristensen.

Pelle Pophår og Panodilpigen

” »Moren har vist spillet teater engang, men nu kan hun ingenting. Hun har prøvet at begå selvmord flere gange!«
»Ej, hvordan? (…)»Panodiler!«
Pelle tænkte for sig selv, at han ville foretrække cyankalium, hvis han skulle begå selvmord. Så var man sikker på at det virkede. På den anden side var det nok ikke så let at få fat i cyankalium. Gad vide, hvordan modstandsbevægelsen egentlig havde gjort?”
”Pelle Pophår og Panodilpigen”, s. 14.

Gunvor Reynbergs ”Pelle Pophår og Panodilpigen” (2011) handler om drengen Pelle, der går i 5. klasse. Pelle har svært ved at koncentrere sig i skolen, og han kan hverken læse, stave eller regne. Til gengæld har han en livlig fantasi, og så ved han en hel masse om Anden Verdenskrig, Galilei, film og Michael Jackson.

En dag starter der en ny pige i Pelles klasse, Petra. Petra er ikke som de andre piger. Hun har kortklippet hår, går klædt i en rød Christiania hættetrøje og hullede nylonstrømper, og så har hun et voldsomt temperament. Allerede på hendes første skoledag går sladderen på skolen: Rygtet siger, at Petra har en mærkelig familie, og at hendes mor ligger i sengen hele dagen lang, og angiveligt skulle Petra have forsøgt at begå selvmord ved at spise en masse panodil-piller. Derfor får Petra øgenavnet Panodilpigen.

28898975

Pelle og Petra bliver sat til at arbejde sammen i forbindelse med et gruppearbejde på skolen, hvor de skal holde oplæg om et valgfrit emne for resten af klassen. De vælger, at deres oplæg skal handle om modstandsgruppen BOPA, som Pelles oldefar var medlem af, og som bekæmpede nazisterne under Anden Verdenskrig.

Uden for skole starter Pelle og Petra deres egen moderne modstandsgruppe, POPA, der kæmper for frihed for alle, især børn. Deres første mission er, at de vil befri Pelles oldefar fra plejehjemmet, så han kan blive en del af deres fremlæggelse på skolen.

POPA’s hovedkvarter ligger i en gammel lagerbygning i et industrikvarter. Her møder de to klassekammerater rumæneren Arnold, der også holder til i lagerbygningen. Arnold bliver en del af gruppen, og han hjælper dem med at befri Pelles oldefar. Men planen går langt fra som ventet, og snart har de politiet i hælene.

”Pelle Pophår og Panodilpigen” handler om venskab og mobning, og samtidig får man gennem bogen et historisk indblik i modstandsbevægelsens kamp og metoder under Anden Verdenskrig.

 

------------

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.
Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Mailrådgivning og Chatrådgivning. For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk