Jonas Rolsted debuterede i 2012 med bogen ”Flex Death”, der har undertitlen ”Et digt”. Bogen er inddelt i 10 dele, som er adskilt af sorte sider. Bortset fra første og sidste afsnit er hver del opdelt i 30 afsnit.
Første afsnit består af en sammenstilling af spredte sætninger og ord, som giver en fornemmelse af flimrende billeder i læserens bevidsthed – ligesom synsindtryk i skærende hvidt sollys, som er et af tekstens gennemgående motiver. Flere af de billeder og sætninger, som optræder i dette første afsnit, gentages senere i bogen. Sætninger om mørke, erindring, samfund men også sprog, tegn, sætning og modsætning er noget af det, som gentages og sættes sammen på nye måder i løbet af ”Flex Death”, ligesom udsagnene ”Nu er det efterår” og ”Nu er det vinter”, der bl.a. peger på tid, overgange og forgængelighed som vigtige tematikker.
29623686
Efter det første afsnits springende og associative udtryk optræder der flere fortællende passager i de følgende dele. I disse lyriske prosastykker ses f.eks. erindringsfragmenter fra en barndom med en alkoholiseret far og spredte livserfaringer herunder nærmest hverdagsrealistiske beskrivelser af et arbejde med psykisk syge og handicappede. Erindring er et af omdrejningspunkterne i bogen, ”trang til at hejse barndommen frem” (s. 77), men også en skildring af hvordan erindringen er omgivet af et mørke, der lægger sig mellem det, der huskes. Og en erkendelse af, at alting er forgængeligt og dør, så der kun er erindringen tilbage.
Rammen om digtsamlingen er forholdet mellem sprog og verden herunder mellem det levede liv og det poetiske. Et eksempel fra bogen er skildringen af at være på nippet til at forstå vandets plasken, der fremstår som en særlig rytme eller sætning. Et andet eksempel de måske aflæselige tegn, som fremtræder i verden: ”Flasken knuses da jeg falder ude i køkkenet og et skævt og aflangt stykke står tilbage. Et ukendt tegn eller bogstav, som jeg længe sidder og vender og drejer.” (s. 19).
I tekststykkerne om jobbet som hjemmehjælper er der en omhyggelig gengivelse af det sprog, der knytter sig til omsorgsarbejdet og samtidig en refleksion over en kommunikation, som altid er bundet op på konkrete ting eller en konkret krop. Derudover indeholder bogen flere metapoetiske overvejelser om kunst, skrift og sprog som f.eks. sætningen: ”Musik er en undersøgelse af intervaller fuldstændig ligesom litteraturen.” (s. 7).