Ursula Seeberg

Artikel type
illustratorer
Christel Amundsen, forlagsredaktør, Høst & Søns Forlag. 2002
Main image
Seeberg, Ursula
Foto: Privatfoto

Indledning

Dansk illustrator. Har hovedsageligt illustreret børne- og ungdomsbøger.
Adressen er et gammelt kloster, med udsigt til en rågekoloni, i cykelafstand fra en provinsby og langt væk fra det litterære miljø i København, som hun sjældent opsøger. Man finder ikke avisinterviews med Ursula Seeberg, ej heller mange analyser af hendes billedbøger, når man går på biblioteket. Hun er ikke en af tidens ’’unge vilde’’ illustratorer. Alligevel har hun markeret sig som frodig og kraftfuld illustrator, og som kolorist er hun noget ganske særligt. Hendes illustrationer er kunstnerisk veludførte, hvad enten det er sort/hvide stregtegninger eller de akvareller, hvis mættede og sanselige farver er blevet hendes kendetegn.

52686776

 

Blå bog

Født: 16. april 1957.

Uddannelse: Illustrator, Skolen for Brugskunst.

Debut: Seeberg, Peter: Roland kommer til verden. Gyldendal, 1986. Illustreret af Ursula Seeberg.

Litteraturpriser: Kulturministeriets Initiativpris, 1987. Gyldendals Boglegat for Børnebogsforfattere og -tegnere, 2002. Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris, 2004. Kulturministeriets Illustratorpris, 2006.

Seneste udgivelse: Andersen, H.C.: Den grimme ælling. Klematis, 2016. Illustrator: Ursula Seeberg. Billedbog.

Introduktion

Adressen er hovedbygningen til et gammelt kloster. Med udsigt til en rågekoloni, i cykelafstand til en mindre provinsby og langt væk fra det litterære miljø i København, som hun sjældent opsøger. Man finder ikke avisinterviews med Ursula Seeberg, ej heller mange analyser af hendes billedbøger, når man går på biblioteket. Hun er ikke en af tidens ’’unge vilde’’ illustratorer. Alligevel har hun markeret sig som frodig og kraftfuld illustrator, og som kolorist er hun noget ganske særligt.

Han skal have lov at gøre, som han vil

© Illustration Ursula Seeberg
Copyright: Illustration Ursula Seeberg

En smule arveligt belastet må hun være, for mormor var billedhugger, mor tegnede videnskabelige plancher, og det var i et samarbejde med sin far, forfatteren og museumsinspektøren Peter Seeberg, hun debuterede i 1986 med billedbogen Roland kommer til verden. Det er en tekstrig historie om et gammelt ægtepar, som finder et længe ønsket drengebarn i et kartoffelbed og tager ham til sig. Bogen blev præmieret med Kulturministeriets Initiativpræmie i 1987.

Roland skal have lov til at gøre, hvad han vil, synes den gamle hr. Ballebjerg. Problemet er, at Roland virkelig selv ved og vil. Det er et ret specielt barn, de to har fået under deres vinger. Men kan det egentlig være anderledes, når man er ”kaldt ud af evighedens mørke” og har fået rejst solen over sit sovende væsen?

Ursula Seebergs illustrationer er ikke så karakteristiske, som de senere er blevet, med konturstreger og kartoffelnæsede børn. Hendes streg er løsere og illustrationerne er oftest punktnedslag i den lange tekst, poetiske og stemningsskabende, som vignetter til et digt.