På boulevard-teatrene i Paris kunne Alexandre Dumas iagttage en blanding af komik og tragik, højt og lavt, banalt og beåndet i farverige opsætninger med masser af lokalkolorit og flittige lån fra alt, hvad der rørte sig af populære strømninger i tiden og fortiden – ridderfortællinger, melodramaer, kærlighedshistorier og gotiske gysere. I 1829 overførte han det til nationalscenen Comédie-Francaise i stykket, ”Henri III et sa cour” (Henrik den tredje og hans hof). Ud over boulevardscenerne var inspirationen hentet hos Shakespeare, de spanske renæssance-dramatikere og tyske romantikere som Goethe og Schiller. Et af de væsentligste træk var en ny mere kompleks altid splittet, fremmedgjort, mandlig helt (de kvindelige karakterer var der endnu ikke nogen, der bekymrede sig om at udvikle), ofte i følelsesmæssig affekt.
I Alexandre Dumas’ “Antony” fra 1831 forelsker den højspændte titelperson sig i en gift kvinde, og da de bliver overrasket i hinandens arme, stikker han hende ihjel med ordene “Hun modstod mig. Jeg har dræbt hende”, for at give det udtryk af, han havde været ved at tage hende med vold og på den måde redde hendes ære (ifølge “Verdens litteratur historie 5” side 75, hvorfra citatet også er hentet). Vanvittigt romantisk ud fra den tids standarder.