dean r koontz
Foto: Jerry Bauer

Dean R. Koontz

Artikel type
voksne
Rikke Schubart, 1993. Opdateret af cand.public Martine Stock, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
dean r koontz
Foto: Jerry Bauer
Main image
Koontz, Dean R.
Foto: Nordfoto / Gamma / Riha

Indledning

Dean Ray Koontz voksede op med en fordrukken og voldelig far og begyndte tidligt at forsvinde ind i fiktionens verden. Allerede som niårig skrev han historier, som han solgte til sine venner og naboer. Det lykkedes Koontz at forvandle sin paniske angst for fattigdom og minderne fra en voldelig barndom til at blive drivkraften i et succesfuldt og omfattende forfatterskab. Mere end 60 romaner senere er Koontz en af USAs populæreste forfattere til hovedsageligt gyser- og spændingsromaner.

51081277

Blå bog

Født: 9. juli 1945 i Everett, Pennsylvania.

Uddannelse: Shippensburg University.

Debut: Star Quest, 1968.

Litteraturpriser: World Horror Convention Grand Master Award, 1996. Ross MacDonald Literary Award, 2003. Goodreads Choice Award for bedste gyser, 2015.

Seneste udgivelse: De uskyldige. Cicero, 2014. (Innocence). Oversætter: Kim Langer.

Inspiration: Charles Dickens, John D. MacDonald, Travis McGee, Marilynne Robinson og Cormac McCarthy.

 

 

 

Se interview med Dean Koontz om ”De uskyldige” og hans øvrige forfatterskab.

Baggrund

”Faderen løftede den slappe krop op af spanden. Noget lyserødt og blodigt hang fra det lille dyrs mund. Hun kunne ikke se om det var tungen, eller om det søde lille væsen havde kastet sine indvolde op i et sidste forsøg på at undslippe den hårde, forfærdelige kvælningsdød.”

”Killinger” fra ”Ukendte veje”, s. 242.

"Min far havde tre problemer," har Dean Koontz sagt i et interview. "Han drak for meget, han brød sig ikke om regelmæssigt arbejde, og han var ofte voldelig. Jeg husker mest at være skræmt til døde som barn - og det var ikke en sund skræk, som i horrorromaner- og film." Til gengæld var det en skræk, der blev en stor kilde til inspiration i hans senere forfatterskab (Karen McPherson: Master of Menace. Blade Washington Bureau, 2002-01-27).

Dean Ray Koontz kom til verden i 1945 i Bedford, Pennsylvania. Barndommen var præget af vold, angst og uro med en fordrukken og voldelig far. Koontz lærte hurtigt at flygte ind i fiktionens og fantasiernes farverige verden, og allerede som otteårig skrev han sine første historier. I 1966 blev Koontz gift og begyndte at arbejde som lærer, og i løbet af de næste tre år solgte han tre romaner og tyve noveller.

Men det var først, da hans kone, Gerda, tilbød at arbejde fuldtid i fem år - "hvis du ikke kan blive forfatter inden for fem år, klarer du den aldrig, men du er nødt til at prøve” - at hans karriere tog fart (Todd Aaron Jensen: Dean Koontz on Life, Literature & His New Book ’Saint Odd’. Biography.com, 2015-01-13. Egen oversættelse).

Fra 1971 til 1987 skrev Koontz romaner under eget navn og ikke mindre end ni pseudonymer. Dette mylder af navne dækker over hans kærlighed til mange genrer, fra science fiction, krigsroman og thriller til horror, og flere af hans romaner er blandinger af forskellige genrer. Deanne Dwyer, K.R. Dwyer, Brian Coffey, Anthony North, David Axton, Leigh Nichols, Owen West, Richard Paige, John Hill er de navne, som Dean Koontz har skrevet under. I dag har han solgt mere end 450 millioner bøger.

I dag driver det stadig Koontz i hans forfatterskab at gøre noget for sin egen skyld: ”Jeg kan se på det, som jeg har skabt og sige: ’Jeg har gjort det bedste, jeg overhovedet kunne’. Og der er en lille del af mig, som hvisker: ’Ingen kunne have gjort det på samme måde’” (Todd Aaron Jensen: Dean Koontz on Life, Literature & His New Book ’Saint Odd’. Biography.com, 2015-01-13. Egen oversættelse).

Tidlige værker

20166339

Dean Koontz’ hovedpersoners fortid er gerne en voldelig barndom og ofte en alkoholisk far, inspireret af Koontz’ egen barndom. Og det er ikke kun hovedpersonen, der er forfulgt af en traumatisk barndom. Morderen er ofte en person med samme ulykkelige fortid, der har gjort ham sindssyg og nu driver ham til at begå sin bestialske mord. mord. I ”Sælsom hvisken” (1980) afslører en hæsblæsende slutning morderens virkelige identitet og oprindelse. I ”Ondskabens bolig” (1990) er morderen på sin vis også uskyldig; skylden ligger begravet i hans perverse fortid og barndom, der har gjort ham til monster.

I andre romaner, som ”Midnat” (1988) og ”Dragens tåre” (1992), findes oprindelsen til psykopati også i mordernes opvækst. Selv om morder og hovedperson er to forskellige personer, er det nærliggende at opfatte dem som henholdsvis den negative og positive del af samme psyke. For at den positive side - hovedpersonen - kan blive fri, må den negative side - morderen - overvindes.