Jens Smærup Sørensen debuterede med en digtsamling, men hans forfatterskab indeholder udgivelser inden for mange genrer. Han har skrevet alt fra børne- og ungdomsbøger til drama, noveller, romaner, erindringsfortællinger og radiospil. Han er dog bedst kendt for sine prosatekster. Starten af forfatterskabet er præget af en bestræbelse på at forbinde en eksperimenterende modernisme med en kritisk gengivelse af den sociale virkelighed. Et historisk forankret element bliver dog efterhånden mere nærværende. I romanen ”Katastrofe” behandler han eksempelvis 1980’ernes narcissisme.
Mange har sat forfatteren i forbindelse med en samtidsrealisme, men det er Smærup Sørensen selv afvisende overfor: “Jeg betragter mig overhovedet ikke som realist. (…) Den opfattelse af virkeligheden at den er noget i sig selv foreliggende, som kan beskrives gennem et sprog [...] Og den sprogopfattelse der omvendt går ud på, at sproget afspejler en virkelighed, der foreligger. Mit udgangspunkt er, at sproget er virkeligheden, og at vi lever i sproglige virkeligheder. Der er ikke tale om en virkelighed men virkeligheder.” (Jens Smærup Sørensen i Erik Skyum-Nielsen: “Modsprogets proces”, s. 192).
Sørensens tekster er på modernistisk vis båret af en bevidsthed om deres egen sproglighed: “Jens Smærup Sørensen er ikke nogen naiv realist, men håndterer sine realistiske billeder med en gennemgribende sprogbevidsthed. Det er ordene, der skaber og iscenesætter ikke bare fiktionens verden, men også virkelighedens.” (Lars Handesten: “Smærup Sørensens de bedste”. Berlingske Tidende, 2002-08-17).
Flere steder bliver teksterne også nærmest postmoderne i deres opmærksomhed på iscenesættelse, spil og bedrag. Det kombineres imidlertid med en tilnærmelse til en undersøgelse af, hvordan sproget kan skildre menneskers indre og ydre virkelighed. Ligeledes er mange af værkerne kendetegnet ved, at de ønsker at meddele læseren et budskab om f.eks. det alment menneskelige, menneskets ansvar for sin tilværelse og fællesskabets betydning: ”Vi vil vores eget men har brug for at ville noget fælles.” (Dorte Washuus: Forfatter: Mennesket har brug for at søge tilgivelse for sin selviskhed. Kristeligt Dagblad, 2020-09-25).
I sin fortællestil synes hans tekster også at modsætte sig en skelnen mellem det indre og det ydre i den beskrivende stil, hvis udgangspunkt dog er subjektive bevidstheder. I løbet af forfatterskabet ser man også en orientering mod de almene vilkår for mennesket samtidig med, at teksterne i stigende grad knyttes til det tidsspecifikke. Med romanen ”Mærkedage” og de selvbiografiske fortællinger ”Jens” og ”Mor” er Sørensen også kendt som en forfatter, der skildrer den gamle bondekulturs forsvinden i en moderne verden: ”Ham Jens fra Staun, som blev landbokulturens litterære mentalitetshistoriker.” (Jes Stein Pedersen: Jens Smærup Sørensen sætter med ”Jens” et af den slags aftryk i læseren, der øger sansen for livet. Politiken, 2018-09-18).