Den norske forfatter, historiker og musiker Carl Frode Tiller er født i Namsos i 1970 og har også haft sin opvækst i den klassiske arbejderby. Han er fra en familie, hvor alle arbejdede med noget fysisk. Hans far drog til søs som 15-årig og havde senere arbejde som havnearbejder. Derfor havde Tiller også selv en forestilling om, at han skulle være arbejder, indtil han begyndte at interessere sig for det akademiske og blev den første i familien til at tage en boglig uddannelse. Han er uddannet historiker fra Norges teknisk-naturvitenskapelige Universitet i Trondheim, hvor han skrev hovedopgave om savværkskulturen i Namsos efter 1945.
På moderens side var familien indremissionske, mens de på hans fars side var kommunister. Så selvom det ikke var et litterært hjem, han voksede op i, så var det et hjem, hvor vigtige samfundsspørgsmål blev diskuteret. Allerede fra han lærte at skrive, følte Carl Frode Tiller, at skriften var en måde, hvorpå han kunne udtrykke sig bedre end verbalt. I et interview til Louisiana Channel fortæller han, at han så det at skrive som en leg. Han fortæller i samme interview, at det var hans farfar, der hjalp med at skubbe ham i den rigtige retning. Som 10-årig fik han nemlig 500 kroner af ham for at skrive en 100 sider lang bog, baseret på historier, farfaren havde fortalt ham om sit eget liv. (Klaus Rothstein: Man at a Breaking Point. Louisiana Channel, 2023-04-04).
Carl Frode Tiller debuterede som forfatter i 2001 med romanen ”Skråninga”, som blandt andet indbragte ham Tarjei Vesaas’ debutantpris og P2-lytternes romanpris. To år efter udgav han romanen ”Bipersoner”, og i 2007 fulgte første bind i den anmelderroste trilogi ”Indkredsning”. Selvom de tidlige romaner har høstet stor anerkendelse i hjemlandet, så var det ”Indkredsning”-trilogien, der blev hans helt store gennembrud og indbragte ham Brageprisen, Kritikerprisen og EU’s litteraturpris. Tillers seneste roman ”Flukt” udkom på norsk i 2021, og blev oversat til dansk i 2023. Udover romaner har Tiller skrevet skuespil, et langdigt og en række noveller for forskellige tidsskrifter, og så er han musiker og sangskriver i rockbandet Kong Lear. Carl Frode Tiller er bosat i Trondheim sammen med sin kone, sine tre døtre og hunden Ingmar.