For enden af din pegefinger

Citat
”Mor vogter over mig som en præmie-perkerpige, der skal være læge og klare sig dobbelt så godt på den halve tid. Hun siger, at hvis jeg får et dårligt rygte, så smitter det hele familien hurtigere end herpes. Okay måske ikke herpes. Men noget, der går lige så stærkt uden at være seksuelt overført.”

”For enden af din pegefinger,” s. 33.

I juni 2015 udskrev børne- og ungdomsforlaget Carlsen en romankonkurrence NYE STEMMER. Formålet var at finde en forfatter, der kunne skrive et young adult-værk, der på vedkommende vis kunne indkredse nutidens ungdomsliv. Vinderen blev Kristina Aamand med manuskriptet til ”For enden af din pegefinger”. Romanen udkom efterfølgende i 2016.

Sheherazade er 17 år og muslim. Som flygtning og enebarn er forventningerne høje til den unge gymnasiepige, der bor i boligblokkene Parkerne i Brøndby Strand sammen med sine forældre. Moderens højeste ønske er, at Sheherazade bliver læge og gift med en god muslimsk mand, men Sheherazade har svært ved at spejle sig i moderens fremtidsvisioner. Samtidig kæmper den lille familie med faderens eskalerende posttraumatiske stresslidelse, der udmunder i et hjerteanfald og en indlæggelse på Rigshospitalet. Her møder Sheherazade den jævnaldrende Thea. På et splitsekund forandrer alt sig, da de to piger forelsker sig hovedkulds i hinanden.

52816432

Temaet splittelse er dybt forankret i Kristina Aamands forfatterskab. Og som i  hendes anden ungdomsroman ”Haram” er det kampen for at finde fodfæste mellem ret og vrang, lyst og pligt, begær og skam, religiøs overbevisning og frihedstrang, der præger den vaklende teenagetilværelse for Sheherazade i ”For enden af din pegefinger”: ”Jeg har lyst til at se hende igen. Skal jeg skrive til hende? Jeg er i tvivl. Min mor har altid sagt, at alle muslimer har en engel på hver skulder. Den ene er hvid og skriver alle dine gode gerninger ned. Den anden er sort og noterer alt dit shit i sin lille sorte bog. Lige nu larmer de i mine ører.” (s. 74).

Men historien om Sheherazade er mere end det. Det er også fortællingen om modet til at stå ved sig selv og om at kunne tilgive på trods. Og så er det ikke mindst en samtidsskildring af et dansk samfund, hvor kulturkløfter trods årevis af integrationsprojekter stadig trækker lange skygger og skiller mennesker i et os og dem.